Du er her:
Når vi døde vågner
Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
<...>.
[Forfatternote: 22.2.99.]
Når ˹vi˺ de døde vågner.
Opstandelsens dag.
Skuespil i tre akter
Henrik Ibsen.
1899.
Faksimile
Faksimile
Opstandelsens dag.
Faksimile
Personerne.
Professor Arnold Stubow, billedhugger.
Fru Maja Stubow, hans hustru.
Inspektørenved badet.
Godsejer Ulfhejm
En rejsende dame
En diakonisse.
Tjenere, badegæster og børn.
Første akt foregår ved et kystbad; anden og tredje
akt i nærheden og i omegnen af et højfjeldssanatorium)
Faksimile
2.
Første akt.
Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning delvis
sés til højre. Åben plads med træplantninger og blom-
sterpartier. Til venstre en liden pavillon næsten dæk-
ket af murgrønt og vild vin. I baggrunden udsigt
ud over havet med sejlbåde og små øer ude i det
fjerne. Det er en stille, solvarm sommerformiddag.
{F}Professor Stubow og fru Maja sidder i kurvsto-
le ved et dækket bord på plænen udenfor hotellet og har
spist frokost. Nu drikker de champagne og selters.
Professoren er en ældre, distingueret herre klædt i sort
fløjelsjakke og forøvrigt sommerligt antrukken. Fru
Maja er ganske ungdommelig med livfuldt ansigt
og muntre, spillende øjne. ˹dog med et anstrøg af træthed.˺ Klædt i elegant rejsedragt.
Fru Maja

(sidder en stund og venter at professoren skal sige noget.
Så sukker hun plud{l}selig)
Faksimile
Uh, nej, nej –!
Professor Stubow

(ser op.)
Nå, Maja?
Fru Maja
.
Hør bare, hvor lydløst her er.
Professor Stubow

(smiler)
Og det kan du høre?
Fru Maja
.
Hvilket?
Professor Stubow
.
Det lydløse.
Fru Maja
.
Ja, det kan jeg da rigtignok.
Professor Stubow
.
Nå, du har kanské ret, mein Kind. Man kan virkelig
høre lydløsheden.
Fru Maja
.
Ja, det ˹skal gud vide ˹en˺ m<...> kan˺ kan man rigtignok. Når den er så rent overvæl-
dende som her, så[HIS: å mangler bolle]
Professor Stubow
.
Faksimile
Som her ved badet, mener du?
Fru Maja
.
Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i byen var der jo
larm og støj nok. For der skal det jo være som et slags stor-
stad. Men alligevel –
Professor Stubow.

(forskende)
Er du ikke videre glad for at du en kommen hjem igen,
Maja.
Fru Maja

(sér på ham)
Er du glad?
Professor Stubow
.
Jeg?
Fru Maja
.
Ja. Du, som har været så meget, meget længere borte.
Er du rigtig glad Professo nu, da du er hjemme igen?
Professor Stubow
.
Nej, ikke sådan rigtig glad –
Fru Maja

(livfuldt)
Der kan du bare sé!
Faksimile
Professor Stubow
.
Jeg har kanske været altfor længe borte. Er kommen
helt væk fra alt dette her.
{M}Fru Maja

(ivrig, rykker sin stol nærmere til ham)
Der kan du bare sé, Stubow! Lad os ˹lige så godt˺ rejse vor vej igen!
Så fort, vi bare kan.
Professor Stubow
.
Ja, det er jo også meningen, kære Maja. Det véd du da.
Fru Maja
.
Men hvorfor ikke nu straks? Tænk, vi som har det så godt ˹mageligt og˺
dernede i vort dejlige hjem. ˹Egentlig skulde man vel si’e: vort mye dejlige hjem
Jeg siger heller: hus. Lad os bli’ ved
det˺
Professor Stubow
.
(smiler lidt overbærende)
Du er i grunden e{t}n underlig liden person.
Fru Maja
.
Er jeg så underlig.
Professor Stubow
.
Ja, jeg synes det.
Fru Maja
.
Men hvorfor da? ˹Hvorfor ˹skal˺ vo<...> { <...> }vi ligge og føjte omkring her˺
Professor Stubow
.
Faksimile
3.
Hvem af os var det, som på død og liv vilde at vi
skulde rejse nordover i sommer?
Fru Maja
.
Nå, det var vel mig, det.
Professor Stubow
.
Ja, mig var det sandelig ikke.
Fru Maja
.
Men herregud, – hvem kunde også ane at alting
skulde ha’ forvandlet sig så forfærdeligt herhjemme.
Og ˹det˺ på så kort en tid! Det er jo ikke mere end godt og
vel et år par år siden jeg rejste –
Professor Stubow
.
– som gift, ja.
Fru Maja
.
Gift? Hvad skulde det gøre til sagen?
Professor Stubow
˹blev Frau Professor˺ (vedbliver) ˹ et herskabeligt hus, skulde jeg
vel sige. Og en villa ved Taunitzer x ˺

– og fik ˹dig˺ et lunt og prægtigt hjem. Ja, for ˹fi{u}nt og˺ prægtigt
er det, Maja ˹altsammen˺, –det tør jeg nok sige, ˹og rummeligt også˺
Fru Maja
.
Ja, ja, ja; ˹husrom og sligt noget˺ det skorter det jo slet ikke på –
Professor Stubow
.
[Forfatternote: x)See, hvor det jo nu er ble’t allerfinest at bo –]
Faksimile
– og ˹så det at du˺ kom ind i finere og rummeligere forholde ˹overh hodet˺, –
i mere anstandsfuld omgang –
Fru Maja
.
Nå, så du tror det er mig som er ble’t forandret?
Professor Stubow
.
Ja, jeg tror såmænd det, Maja.
Fru Maja
.
Bare mig? Ikke menneskene her?
Professor Stubow
.
Å jo, de også. En smule kanské. Og slet ikke i ret-
ning af det elskelige. Det kan jeg godt indrømme.
Fru Maja
.
Ja, det må du da sagtens.
Professor Stubow
.
Ved du, hvad for en stemning jeg kommer i når jeg
sér på menneskelivet her omkring mig?
Fru Maja
.
Nej? Sig det.
Professor Stubow
.
Da kommer jeg til at huske på den natten, vi rejste
opover med jernbanen –
Fru Maja
.
Faksimile
Da sad du jo og sov i kupéen.
Professor Stubow
.
Ikke ganske. Jeg mærked at det blev så lydløst ved
ved alle de små stoppestederne –. Jeg hørte lydløs-
heden – ligesom du, Maja –
Fru Maja
.
Hm.
Professor Stubow
.
– og så forstod jeg at nu var vi kommet over
grænsen. ˹Nu var vi rigtig hjemme˺ For ved alle de små stoppestederne holdt
toget stille e<...> skønt der ingen trafik v{o}ar.
Fru Maja
.
Hvorfor holdt det stille? ˹Når der ingenting var?˺
Professor Stubow
.
Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og ingen kom
ind. Og toget, det holdt stille en lang, lang stund
alligevel. Og ved hver <...> station hørte jeg at der var
to ˹bane˺mænd, som gik på perronen ˹den ene havde en lygte i hånden˺ og ˹de˺ talte med hinan-
den dæmpet og klangløst og intetsigende ud i
natten.
Fru Maja
.
Ja du har ret i det. Der går altid et par mænd og
Faksimile

taler sammen –
Professor Stubow
.
– om ingenting. Men vent nu bare til imorgen.
Da har vi det store ˹bekvemme˺ prægtige dampskib her på havnen.
Så går vi ombord og sejler kysten rundt – helt nord –
lige ind i ishavet.
Fru Maja
.
Men så får du jo ingenting se af landet – og af
livet{.}, – og det vor jo just det du vilde
Professor Stubow
.
Jeg har set mere end nok.
Fru Stubow {.}M{ <...> }aja
.
Tror du at en sjørejse vilde være bedre˹?˺ for<...>
Professor Stubow
.
Det er altid en afveksling.
Fru Maja
.
Ja ja, hvis det bare er godt for dig, så –
Professor Stubow
.
For mig? Godt? Jeg fejler jo ikke nogen verdens
ting.
Fru Maja
.
J
(rejser sig og går hen til ham)
Faksimile
4.
Jo, du gør, Stubow. Og det må du da føle selv.
Professor Stubow
.
Men kæreste Maja, – hvad skulde da det være for
noget?
Fru Maja

bag ham, bøjer sig frem over stolryggen)
Sig du mig det. Du er begyndt at gå omkring uden rist
eller ro. Finder ikke hvile nogensteds. Hverken hjemme eller ude.
Professor Stubow
.
Har du lagt mærke til det.
Fru Maja
Det kan da ikke undgå nogen, som kender dig. Og så har
du så rent lysten til at arbejde.
Professor Stubow
.
Har jeg det også?
Fru Maja
.
Tænk, du, som før arbejded så utrættelig; – både sent og tidligt.
Professor Stubow
.
Ja, før – ja.
{P}Fru Maja
.
Men lige siden du fik dit store mesterværk færdigt –
Professor Stubow
Faksimile

(nikker tankefuldt)
«Opstandelsens dag» –
Fru Maja
.
Det som er gået hele verden over. Som har gjort dig berømt –
Professor Stubow
.
Det er kanske just ulykken, Maja.
{M}Fru Maja
.
Hvorfor det.
Professor Stubow
.
Da jeg havde skabt et mesterværk –. For «Opstandelsens
dag» er et mesterværk – ˹eller var det fra først af – Nej, det er det
endnu! Skal være et mesterværk˺
Fru Maja
.
Ja, det véd jo hele verden –
Professor Stubow

(af{r}bryder)
Hele verden véd ingenting –! ˹Forstår ingenting!˺
Fru Maja
Nå, så aner de da i alle fald noget.
Professor Stubow
Noget, som er falskt, ja. Noget, som jeg aldrig har
tænkt på. ˹Det er ikke møjen værd at gå {g}der og slide sig ud for
mobben og massen˺
Fru Maja
Faksimile
Synes du da det er bedre, at det er dig værdigt, at ˹gå der og˺ gøre
˹bare˺ sådan en portrætbyste en gang imellem.
Professor Stubow
.
(lér så lunt) ˹og ser på hende˺
Det er ikke rigtige portrætbyster, det som jeg ˹går der og˺ laver,
Maja.
Fru Maja
.
Jo, det er det da, ved gud, – i de tre fire sidste år, – lige
siden du fik din store gruppe færdig.
Professor Stubow
.
Det er alligevel ikke rene portrætbyster, siger jeg dig.
Fru Maja
.
Hvad er det da for noget?
Professor Stubow
Der er noget indenfor og bagenfor, som ikke menne-
skene kan sé –
Fru Maja
Så?
˹Udenpå er det denne slående˺ [HIS: Å mangler diakritisk tegn. Tilføyelsen fortsetter nederst på siden.]
Professor Stubow
(afgørende) ˺

Bare jeg kan sé det. Og det morer mig så inderligt.
For i sin dybeste grund er det ˹hæderlige˺ agtværdige hesteansigter ˹fjæs˺
og envise æselansigter˹snuder˺ og slukørede ˹lavpandede˺ hundehoveder ˹skaller˺
˹lighed, som folk står og gaber så forbaust på.˺
Faksimile

˹maskede˺ svinehoveder og slappe, brutale studekontrafejer også
iblandt –
Fru Maja
.
– alle de kære husdyr altså.
Professor Stubow
Bare de kære husdyr, Maja. Alle de dyr, som ha men-
neskene har forkvaklet i sit billede. Og som har forkvak-
let menneskene til gengæld. (tømmer champagneglasset
og ler)
Og disse ˹lumske˺ fordulgte kunstværker er det, som de go-
de velstandsfolk ˹kommer og˺ {be}og bestiller hos mig og betaler ˹i god tro og i˺ i dyre
domme. Vejer op med guld næsten, – som man siger.
Fru Maja

(skænker i hans glas)
Fy, Stubow! Drik nu og vær glad.
Professor Stubow
.
Jeg er glad, Maja. Virkelig { <...> }glad. På en måde da. –
For der er dog en viss lykke i ˹det˺ at føle sig fri og uafhængig
˹til alle sider˺ i alle måder. Ha’ fuldt op af alt, hvad en kan falde på
at ønske sig. Sådan udvendig da. Synes ikke du det sam-
me som jeg, Maja?
Fru Maja
.
Å jo såmæn. – Men kan du huske, hvad du lovte
Faksimile

5.

mig – dengang vi blev enige {–} ˹om˺ ˹Om det store vanskelige –˺
Professor Stubow
.
– enige om at ˹du vilde gå ind på˺ vi to skulde gifte ˹dig med mig˺ os sammen?
Fru Maja
.
Ja, og at jeg skulde ˹få˺ rejse med dig til udlandet {.}og ˹få˺ bo
der for bestandig. – Kan du huske, hvad du lovte mig
dengang?
Professor Stubow
.
Nå, hvad lovte jeg dig så, min kære Maja?
Fru Maja
.
Du sa’ at du vilde ta’ mig med dig op på et højt berg
og vise mig al verdens herlighed?
Professor Stubow
Lovte jeg virkelig dig også det?
Fru Maja
Mig også? Hvem ellers?
Professor Stubow
Nej, nej, jeg mener om jeg lovte at vise dig –
Fru Maja
.
– al verdens herlighed. Ja, det sa’ du. Og al den herlig-
hed skulde være min og din, sa’ du.
Professor Stubow
Faksimile
Det er sådant et mundheld, som jeg plejede b{ <...> }ruge
før i tiden.
Fru Maja
.
Bare et mundhe{d}ld?
Professor Stubow
Ja, noget fra skoledagene. NSligt noget som jeg
lokked naboungerne med når jeg vilde ha’ dem ud
og lege med mig i skog og fjeld.
Fru Maja
.
Vilde du kanske bare ha’ mig ud og lege også?
Professor Stubow
Nå, har det ikke været en nokså dejlig leg, Maja?
Fru Maja
˹ koldt ˺
Jeg rejste ikke med dig bare for at lege.
Professor Stubow
Nej, nej, kan så være, det.
Fru Maja
.
Og du tog mig heller aldrig med dig op på noget
højt berg og viste mig –
Professor Stubow
˹ irriteret ˺
– al verdens herlighed? Nej, jeg gjorde ikke det. For
du er ikke egentlig skabt til bergstiger, lille Maja. ˹jeg skal sige dig noget:˺
Faksimile
Fru Maja
Det˹lod <...> til˺ syntes du da visst dengang.
Professor Stubow
For en fem–seks år siden, ja. ˹ strækker sig i st ˺ Det er en lang, lang
tid, Maja.
Fru Maja

(med et lidt bittert, bebrejdende udtryk)
Har den tiden faldet dig så svært lang, Stubow?
Professor Stubow
. ˹ gaber ˺
Den begynder ligesom at falde mig lidt lang – ˹nu˺ under-
tiden
sådan en gang imellem.
Fru Maja

(går over til sin plads)
Jeg skal ikke kede dig længe{ <...> }r.
(hun tager avisen og sin bog.)
Professor Stubow

(ser på hende)
Er man fornærmet?
Fru Maja
Nej, slet ikke.
(Inspektøren, med stok i hånden, kommer ˹ mellem gæsterne ˺ fra sin
rundgang i parken;) ˹møder gæsterne, hilser høfligt og
veksler nogle ord med enkelte af dem)˺
Faksimile
Inspektøren

(går hen til professor Stubows bord og hillser høfligt)
Ærbødigst god morgen, herr profesor. God morgen,
frue.
Professor Stubow
God morgen, god morgen, herr inspektør.
Inspektøren
Tør man spørge om herskabet har havt en rolig nat?
Fru Maja
Jo, mange tak; aldeles udmærket ˹for mit vedkommende˺. Sove{t}r ˹altid˺ som en sten ˹om nætterne˺.
Inspektøren
Fornøjer mig. ˹Den første nat på et fremmed sted kan være nokså ubehagelig˺ Og herr professoren ligeså?
Professor Stubow
.
Å, med min nattesøvn er det dårligt bevendt. Især i
den sidste tid.
Inspektøren

(deltagende)
Å – det gør mig da ondt. Men nogen uger her ved ba-
det, – så vil det rette på sig.
Professor Stubow

(ser op på ham)
Sig mig, herr inspektør, – er her nogen af Deres pa-
Faksimile

6.

tienter, som bruger at ta’ bad ved nattetid?
Inspektøren

(forundret)
Ved nattetid? Nej, det har jeg da aldrig hørt, ˹tale˺ no-
get om.
Professor Stubow
.
Ikke det?
Inspektøren
Nej, jeg ved ikke af at her er nogen s{j}yge her {.}at det ˹skulde behøves˺
Professor Stubow
Nå, men er her da nogen s{å}om går tur i parken om natten?
Inspektøren
Nej, det vilde være imod reglementet.
Fru Maja
Kære Stubow, det er som jeg sa’ dig imorges, – du har
drømt.
Professor Stubow

(tørt)
Så? Har jeg det? (vender sig til inspektøren) Jeg
stod nemlig op i nat; for jeg vi kunde ikke ˹få˺ sove. Og så
vilde jeg se efter vejret –
Inspektøren
Faksimile

( ˹opmærksom˺ spændt )
Ja vel, herr professor?
Professor Stubow
Så ser jeg ud af vinduet, – og så får jeg øje på en lys skik-
kelse der inde mellem træerne. Jeg syntes at den kom
nede fra badehuset.
Fru Maja
Og professoren siger at den var klædt i badedragt.
Professor Stubow
– eller i noget lignende, sa’ jeg. Jeg kunde ikke skelne
det så nøje. Men noget hvidt var det jeg så.
Inspektøren
Højst mærkværdigt. Var det en herre eller en dame?
Professor Stubow
Det forekom mig ganske bestemt at det måtte være
en damme. Men bag efter kom der en anden skikkelse,
og den var ganske mørk. Ligesom en skygge –
Inspektøren

(studsende)
{S}E{m}n mørk en? Ganske sort kanske?
Professor Stubow
Ja, det så slig ud for mine øjne.
Faksimile
Inspektøren
,
(som der går et lys op for)
Og bag efter den hvide? Aha! Ja, da kan jeg kanske gi’ Dem
forklaringen, herr professor.
Professor Stubow
.
Nå, hvad var det så?
Inspektøren

(pludselig hviskende, tyder hen mod baggrunden til
højre)
Hys! Tal ikke om d Se der! Tal ikke om det nu, herr
professor!
(En slank ˹dame klædt i ˹fint˺ krémfarvet hvidt flonel,˺, ganske hvidklædt dame fulgt af en diakonis-
se i sort og med et sølvkors i kæde på brystet, kommer frem
bag hotelhjørnet og går over mod pavillonen til venstre
i forgrunden. Hendes ansigt er blegt og trækkene ligesom
stivnede; øjenlågene sænkede og øjnene synes uden sé-
kraft. Hendes dragt er fodsid og slutter i lige, nedfaldende
folder til legemet. Over hovedet, nakken, brystet, skuldrene
og armmene har hun et stort, hvidt krépsjal. Armene hol-
der hun korslagte op for sig over brystet: Stillingen ubevæ-
gelig. Skridtene langsomme, stive og afmålte. Diakonis-
sens holdning er ligeledes afmålt og ligesom en tjenerindes.
Faksimile

Hun følger damen ufravendt med de brune, stikkende
øjne.) Alle badegæsterne ved de andre borde har vends sig
og ser efter dem. De ˹to damer˺ agter intet og går uden at sé sig om
ind i pavillonen)
Professor Stubeck

(har rejst sig langsomt og uvilkårligt op fra stolen)og
H stirrer mod den lukkede pavillondør)
Hvem var den dame?
Inspektøren
Det var en fremmed dame. ˹Hun har lejet den lille pavillonen der.˺ Har aldrig været her før.
Professor Stubeck
.
Udenlandsk?
Inspektøren
.
Ja, de kom begge to hertil ˹fra udlandet˺. for en uges tid siden. ˹Har aldrig været her før.˺
Professor Stubek
De var hende, jeg så i parken inat.
Inspektøren
Det må det visst ha’ været.
Professor Stubek
Hvad heder den dame, herr inspektør?
Inspektøren
Hun har skrevet sig ind som: Madame de Satow. ˹med selskabsdame˺ ˹mere véd vi ikke.˺
Faksimile
7.
Professor Rubek

(tænker sig om)
Satow? Satow?
Fru Maja
Kender du nogen af det navn, Rubek?
Professor Rubek

(ryster på hovedet)
Nej, slet ingen. – Satow? Det klinger som russisk. Eller
som slavisk i alle <...> fald. (til inspektøren) Hvad sprog
taler hun?
Inspektøren
˹ {n}Når de to damer taler sammen så er det i et sprog
som jeg ikke kan bli klog på˺

˹Men ellers˺ Hun taler ˹hun˺ ægte ˹rigtig˺ godt norsk.
Professor Rubek

(i studsende udbrud)
Norsk! Ta’r De ikke fejl i det?
Inspektøren
Nej, det kan jeg da ikke ta’ fejl i.
Professor Rubek

(ser spændt på ha{n}m)
De har selv hørt det!
Inspektøren
Jeg har selv talt med hende. Nogle få gange. ˹Bare et par ord forresten˺ For hun
Faksimile

er svært fåmælt – <...>
Professor Rubek
.
Men norsk var det?
Inspektøren
Rent godt norsk. Måske med en liden smule nord-
landsk tonefald.
Professor Rubek

(stirrer betaget hen for sig)
Det også.
Fru Maja

(lidt stødt og ilde berørt)
Kanske hun engang har stået model for dig, Rubek.
Professor Rubek

(ser hvasst og pludseligt på hende)
Model!
Fru Maja
.
Ja, ˹i dine yngre år˺ før i tiden, mener jeg. For du har jo havt så utallig
mange modeller – før i tiden.
Professor Rubek
Å nej, lille Maja. Jeg har i grunden bare havt en ene-
ste model. For det alt sammen, jeg har skabt.
Inspektøren
Faksimile

(som har sét ud til venstre)
Ja, nu får jeg nok anbefale mig. For der nede kommer
der en, som forstår at sætte alle kræfter i aktivitet.
Professor Rubek

(ser også udover)
Hvem er det?
Inspektøren
Det er godsejer Ulfhejm nede fra –
Professor Rubek
Godsejer Ulfhejm{–}![HIS: Usikkert om det er utropstegnet som overskriver tankestreken eller motsatt.] Ham kender jeg. ˹Bjørnedræberen, som han kaldes –˺
Inspektøren
Ja, hvem kender ikke ham?
{F}Professor Rubek
Bare en liden smule for resten. Er han blet patient – nu
endelig?
Inspektøren
Nej langt fra. Han ta’r bare ind her. Årlig; når han er
på vejen opover til jagtmarkerne. Undskyld så længe –
(han vil gå ind i restauranten)
Godsejer Ulfhejms stemme

(stemme høres udenfor)
Så bi da ˹lidt˺! Bi da, for ˹salte˺ fanden! Hvorfor render De fra mig?
Faksimile
Inspektøren

(standser)
Render sletikke, herr godsejer.
(Godsejer Ulfhejm kommer ind fra venstre, fulgt af en tje-
ner, som fører et kobbel jagthunde. De {e}Godsejeren er i jæger-
dragt, med høje støvler og filthat med fjer i. Han er en
mager, senet skikkelse, højrøstet, med filtret skæg og kort-
klippet hår, af ubestemmelig alder efter udseendet, men
ikke ung længer)
Godsejer Ulfhe{ <...> }im
De piler jo afs{k}ted som om De havde en dævel i hælene på
Dem.
Inspektøren
Er ˹Godsejeren˺ inspektøren kommen med dampskibet?
Ulfhejm
Har ikke sét noget dampskib. Véd De ikke at jeg sej-
ler med min egen kutter? (til tjeneren) Sørg godt for
dine medskabninger, Lars.x Friske kødben. Men ikke for
meget, hører du. Og råt, ˹rygende˺ blodigt skal det være. Og få dig
så noget selv også. Nå, far så til helvede med dig.
(Tjeneren går ud med hundene bag hotelhjørnet)
Inspektøren
.
[Forfatternote: men pas på at de blir skrubsultne ligeves.]
Faksimile
8.
Vil ikke godsejeren gå ind til i spises{tu}alen så længe?
Ulfhejm
Ind til alle de halvdøde fluer og mennesker? Nej,
mange tusend tak for mig, herr inspektør. (til R
Inspektør Brager
.
˹ (afbryder) {v}Vi kender det fra før <...> jeg ved besked godsejer˺
Ja, ja; efter behag. (vender sig) Skal jeg bringe tjenerne
nogen besked, herr professor? Eller kaske for fru Rubek?
Professor Rubek
Nej tak; ingenting for mig.
Fru Maja
Ikke for mig heller.
(Inspektøren går ind i hotellet)
Godsejer Ulfhejm

(fikserer dem et øjebik; så løfter han på hatten)
Død og ˹knakende˺ salte pine. Her er nok en plebejer kommen i fint
selskab.
Professor Rubek
Hvad mener herren med det?
Godsejer Ulfhej{ <...> }m
.
Jeg er nok raget ud for selve˹ste˺ billedhugger Rubek ˹ {.}kan jeg
forstå.˺
Professor Rubek
Vi har mødt hinanden et par gange i selskabslivet – ˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Nederst på siden.]
Men lad gøre istand udrustningen for mig som vanligt. Men {r}Rigeligt
må det være ˹med mad˺. Og dygtig brændevin – ˹De kan sige hende˺ Sig hende at jeg eller Lars skal rende
en dævel i ˹livet på˺ hende, hvis hun ikke –
˺
Faksimile

den høst jeg sidst var hjemme.
G{ <...> }odsejer Ulfhejm
Ja men det er nu mange år siden. Og den tiden var De
jo ikke så ˹navnkundig˺ berømt, som De { <...> }siden ˹skal være˺ er ble’t. Så i de dage turde da
en skidden bjørnejæger ˹vove sig til at˺ komme Dem nær.
Pro Fru Maja
Professor Stubek
Det tør De så godt endnu.
Fru Maja
Er De bjørnejæger?
Godsejer Ulfhejm

(sætter sig ved nabobordet)
Helst bjørnejæger, frue. Men ˹ellers˺ helst tar jeg til takke
med hvad slags vildt, som kommer ud for mig. Bare
det er friskt og frodigt og blodrigt, så –
Fru Maja
Men helst bjørnejæger?
Godsejer Ulfheim
Helst, ja. ˹for da kan en så dejlig bruge kniven om det kniber.˺ (smiler lidt) Vi arbejder med et hårdt
materiale begge to, frue, – både Deres mand og jeg. Han
maser ˹vel˺ med stenen ˹kan jeg tænke˺ og jeg maser med spændte, dirren-
de bjørnesener. Og begge så lægger vi materialet under
Faksimile
˹
Ja, for stenen har vel også noget at stride for, ved jeg. Den er død og vil med
vold og magt ikke vækkes til Live. Akkurat ligesom bjørnen når nogen
kommer og pirker ved den i hietx
˺
os. ˹Gør os til herre og mester over det.˺ Gi’er os ikke før vi har { <...> }vundet bugt med det, som strider
så hårdt imod.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre marg.] x
Det er et nokså sandt
ord, De der siger
Jaja, det kan være noget i det
˺
Fru Maja
Og nu vil De op og jage i skogene?
Godsejer Ulfhejm
.
Helt op på højfjeldet vil jeg. Har De nogensinde været
på højfjeldet,frue?
Fru Maja
Nej aldrig.
Godsejer Ulfhejm
˹Død og pine˺ Så kom derop nu i sommer. ˹De kan få˺ Følg˹e˺ med mig, ˹Gerne både˺ De og pro-
fessoren.
Fru Maja
Tak. Men {S}Rubek tænker på en sjørejse.
Professor Rubek
.
Kysten rundt.
Godsejer Ulfhejm
˹Tvi˺ Uf , hvad vil De ˹da˺ derinde i de kvalme, helvedes sundene
og fjordene. Tænke sig til at ligge der og somle i bra{ <...> }k-
vandet. Brækvandet vilde jeg hel{st}ler kalde det.
Fru Maja
Der kan du høre, Rubek.
Godsejer U{ <...> }lfhejm
Faksimile
Nej, kom med mig op på højfjeldet; der er menneskerént og
menneskefrit. De kan vel tænke Dem hvad det er for mig
(Diakonissen kommer ud fra pavillonen og { <...> }går ind i hotellet)
Godsejer Ulfhejm

(følger hende med { <...> }øjnene)
Se på hende dér, De. Den svarte fuglen. Hvem er det, som skal
begraves?
Professor Rubek
.
Jeg véd ikke <...> at her er nogen –
Godsejer Ulfhejm
Nå, så ligger her en syg en <...> da. I en eller anden krog.
De, som syge er, skulde altid sé til at bli’ { <...> }begravne. Jo før jo
heller.
Fru Maja
.
Har De selv været syg?
Godsejer Ulfhejm
Aldrig. For så sad jeg ikke ˹her˺. Men mine nærmeste, – de har
været syge, stakker.
Fru Maja
Og hvad har De så gjort for Deres nærmeste?
Godsejer Ulfhejm
Skudt dem, naturligvis.
Faksimile
9.
Professor Rubek
Skudt dem{?}!
Fru Maja

(flytter sin stol tilbage)
Skudt dem ihjæl!
Godsejer Ulfhejm

(nikker)
Jeg skyder aldrig bom, frue.
Godsejer Ulf
Fru Maja
Men hvor kan De da falde på at skyde mennesker ihjæl!
Godsejer Ulfhejm
Jeg {s}Snakker ikke om mennesker –
Fru Maja
Deres nærmeste, sa’ De –
Godsejer Ulfhejm
Mine nærmeste, det er ˹da vel˺ hundene, det.
{M}Fru Maja
Er hundene Deres nærmeste?
Godsejer Ulfhejm
Jeg har ingen nærmere. – Mine ˹ærlige, trofaste˺ dejlige jagtkammerater.
– Når en af dem blir syg, så –. Plaff! Dermed er det ˹ek˺ gjort .
ekspederet.
Faksimile
Diakonissen kommer ud fra hotellet med et brt, hvorpå[HIS: å mangler diakritisk tegn] mælk
og brød, ˹og˺ som hun sætter ˹det˺ fra sig på bordet udenfor pavillonen
˹som hun˺ og går ind i˹)˺ det lille hus)
˹
(Her kommer den fremmede dame ut og sætter sig ved bordet o.s.v.)
˺
Godsejer Ulfhejm

(lér hånligt {)}(dæmper stemmen)
Det der, – det skal betyde menneskeføde! Mælkeblande og
blødt, hvidt brød. Nej, De skulde se mine jagtvenner
æde! Har De lyst til at sé på det? (han rejser sig)
Fru Rube Maja

(smiler over til Rubek professoren og rejser sig)
Ja, gerne det.
Godsejer Ulfhejm

˹rejser sig også˺ .
De er en habil dame, frue. ˹Vi skal nok bli enige om fjeldrejsen˺ Kom så ˹bare˺ med mig. Store
digre kødstykker sluger de hele. Gulper dem op igen
og sluger dem påny. Å, det er en ren svir at se på ˹kan De tro˺. Kom
så De med mig så skal jeg vise Dem –
(Han går ud om b om hjørnet af hotellet. Fru Maja følger
efter ham. Næsten i det samme kommer den fremmede
dame ud og sætter sig ved bordet)
Damen

(løfter mælkeglaset og vil drikke men standser og ser
hen på Rubek med med tomme, ubevægelige øjne)
Faksimile
Professor Rubek

(blir siddende ved sit bord og stirrer uf alvorlig og ufro-
vendt på hende. Endelig rejser han sig, går et par skridt
nærmere og siger dæmpet:)
Jeg kender dig godt igen, Irene.
Damen

Ka
(med toneløs ste klangløst mæle)
Kan du gætte dig til det, Arnold.
Professor Rubek
Og du kender også mig igen, sér jeg.
Damen
Med dig er det en helt anden sag.
Professor Rubek
Hvorfor det, – med mig?
Damen
Jo, du er jo i live endnu.
Professor Rubek
I live?
Damen
˹ (lidt efter) ˺
Hvem var den dame, som du havde hos dig – der
ved bordet?
Professor Rubek

˹ nøler lidt. ˺
Faksimile
Det var min – min hustru.
Damen
Så. Hm ˹det var godt˺. Altså en, som ikke komme{ <...> }r mig ved.
Professor Rubek
Hva mener du med det?
Damen
En som ˹du har fået˺ er kommen til dig efter min levetid altså.
Professor Rubek

(sér pludseligt stivt på hende)
Efter din –? Hvorledes mener du det?
Irene

(uden at svare)
Og barnet. Barnet lever jo { <...> }også ˹godt˺. Det er bare mig alene –
som –. Vort barn lever efter mig.
Professor Rubek

(smiler i erindringen)
Vort barn. Vi kaldte det jo så – dengang.
Irene
I levetiden, ja.
Professor Rubek
Og barnet går jo nu berømt ud over næsten den hele,
vide jord <...> verden{.}, ˹ har jeg det har du kanske læst om˺
Faksimile
10.
<...> Irene
Og har gjort sin far ˹så˺ berømt også. Det jo var vor drøm
Professor Rubek
.
Tak for det, ˹du˺ ˹det er dig jeg kan takke for det,˺ Irene.
Irene
Jeg skulde ha’ dræbt det barn. Havde jeg gjort min ret,
Professor Rubek
.
Dræbt det, siger du!
Irene
Dræbt det – før jeg rejste fra dig. Knust det. Knust
det til støv.
Professor Rubek
Det kunde du ikke, Irene. Havde ikke hjerte til det.
Irene
Nej dengang ˹havde jeg ikke˺ kunde jeg ikke den slags hjerte.
Professor Rubek
Men siden? Bagefter?
Irene
Bagefter har jeg dræbt det utallige gange. Ved dag
og ved nat. Dræbt det i had – og i hævn – og i kval.
Professor Rubek

(går lidt nærmere og spørger sagte:)
Faksimile
Irene, – sig mig nu endelig – efter så mange år: Hvorfor
rejste du fra mig dengang?
Irene

(ryster langsomt på hovedet)
Behøver ikke at sige dig det nu, ˹mere˺ da ˹Ikke nu˺ jeg var er hinsides.
Professor Rubek
.
Var der en anden, du var kommen til at elske?
Irene
.
Der var en anden, som ikke havde brug for min kærlighed
˹for mit liv –˺ længer.
Professor Rubek
Ham. Lad os ˹altså˺ ikke tale mere om det fordums –
Irene
– om det hinsidige. Det som nu er hinsidigt {.}for mig.
Professor Rubek
Du har været ligesom udslettet for alle mine efterspørgsler
Irene
Du havde ingen brug for mig mere ˹ {.}da barnet stod der i for-
klare{n}lsens lys.˺
Professor Rubek
Har du rejst meget omkring i verden?
Irene
Ja. Rejst i mange riger og lande.
˹ [HIS: Plassering av margin-tilføyelse: Nederste del av siden]
P.R.
Og hvad har du taget dig til?
Irene
.
Ståt i varietéer i <...> { <...> }som
statue i levende billeder. Strøget penge ind. Det var jeg jo vant til fra dig
Gjort mandfolk gale i hodet. Det var jeg ikke vant til.
˺
Faksimile
Professor Rubek
Og du har jo giftet dig også?
Irene
Ja.
Professor Rubek
Hvem er din mand?
Irene
Han var en sydamerikaner. Høj diplomat. (ser hen
for sig med et forstenet smil)
Ham fik jeg gjort ˹helt˺ vanvittig, –
gal, uhelbredelig gal. Ret løjerligt, så længe det forberedtes.
Kunde gerne lé indvendig ˹fremdeles˺ endnu . Hvis jeg havde noget
indvendigt.
Professor Rubek
Og hvor lever han nu?
Irene
Nede i en kirkegård et steds. Med et højt, ˹stadseligt˺ prangende mo-
nument over sig. Og med en ranglende blykugle inde
i hjerneskallen.
Professor Rubek
Han dræbte ˹han˺ sig selv!
Irene
Ja. Han behaged at komme mig i forkøbet.
Faksimile
Professor Rubek
Sørger du over ham{?} ˹, Irene.˺
Irene
˹ (uforstående) ˺
Hvem sk{ <...> }ulde jeg sørge over?
Professor {S<...> }Rubek
Over herr von Satow{.}, vel.
Irene
Han hed ikke Satow, v<...>
Professor Rubek
Ikke?
Irene
Min anden mand heder Satow. Han er russer –
Professor Rubek
Og hvor er han henne?
Irene
Langt borte i Uralbergene. Mellem ˹alle˺ sine guldminer.
Professor Rubek
Der lever han altså?
Irene
Lever? Leve{ <...> }r? Egentlig har jeg dræbt ham –
Professor Rubek

(farer sammen)
Faksimile
11.
Dræbt –!
Irene
Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg ˹altid˺ havde med
mig i sengen –
Professor Rubek

(i udbrud)
˹Jeg˺ Nu tror jeg dig ikke, Irene!
Irene
˹ smiler mildt ˺
Du kan så godt tro det, Arnold.
Professor Rubek

(ser deltagende på hende)
Har du aldrig havt b noget barn?
Irene
Jo, jeg har havt mange børn.
Professor Rubek
Og hvor ˹er˺ har er de børn henne nu?
Irene
Jeg dræbte de{n}m.
Professor Rubek

(stærkt)
Nu sidder du og lyver for mig! ˹igen!˺
Irene
.
Faksimile
Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så ret inderligt har
jeg myrdet dem. Så fort de kom til verden. Å, længe,
længe før. Det ene efter det andet.
Professor Rube{ <...> }k

(dybt, alvorligt)
Der er noget fordulgt bag ved al din tale.
Irene
˹Hvad kan jeg for det, De ord jeg siger dig, hviskes mig i øret.˺
Al min tale er så ganske ligefrem, Arnold.
Professor Rubek
Jeg tror, jeg er den eneste, som aner meningen.
Irene
Du burde vel være den eneste.
Professor Rubek

(læner hænderne mod bordet og ser længe på hende)
Der er str{ <...> } ænge i dig, som er sprunget i stykker.
Irene
Det gør det visst altid når et menneske dig dør.x Jeg var
˹ [HIS: Plassering av margin-tilføyelse: Høyre marg.]
P. R.
Å, Irene, kom dog bort fra
de vildfarende forestillinger
˺
Professor Rubek
Holder du mig for at være den skyldige?
Irene
Ja.
Professor Rubek
.
[Forfatternote: xdød i mange år. Stængt inde i et grav- kammer med jernstænger for lugen. ˹udenfra Og med polstrede vægge så ingen kunde høre dødsskrigene.˺ [HIS: Plasseringen av tilføyelsen følger førstetrykket.] Bunden, sammensnøret, med hænderne på ryggen. Å, alle de vilde drømme. Men nu begynder jeg så halvvejs at ˹stå op˺ opstå fra de døde. ˹Men nu tror jeg, jeg er ˹på vejen dit at˺ i færd med at opstå˺ ]
Faksimile
Skyldig i det, som du kalder din død?
Irene
Skyldig i det at jeg ˹måtte˺de. (slår over i tonen) Hvorfor sæt-
ter du dig ikke ned, Arnold?
Professor Rubek
Må jeg det?
Irene
.
Ja. Du skal ikke være ræd for kuldegysninger. For
jeg tror ikke jeg er rigtig isnet endnu.
Professor Rubek

(flytter en stol og sætter sig ved bordet hos hende)
Se så. Nu sidder vi ˹to˺ sammen lige som i gamle dage.
Irene
Lidt på afstand ˹fra hinanden˺. L<...> Også lige som i gamle dage.
Professor Rubek

(rykker nærmere)
Det måtte så være dengang.
Irene
Måtte det?
Professor Rubek

˹ (vedblivende) ˺
Der måtte være afstand mellem os.x – Husker du,
hvad du svarte, da jeg spurgte om du vilde følge
[Forfatternote:
Ir.
Ja måtte der endelig det, Arnold?
]
[HIS: Tilføyelsen mangler referansetegn, men skal inn ved referansetegnet i replikken over.]
Faksimile

med mig?
Irene
Jeg svared ˹deg med tre fingre oprakt i vejret˺ a{f}t jeg vilde følge dig, om det så skulde
være til verdens ˹og til livets˺ ende. Og at jeg vilde tjene dig i alle
ting. –
˹
Pr. R.
Som model for mit kunstværk –
Irene
˹Sig det helt ud˺ I fuld nøgenhed –
˺
Professor Rubek
Og du tjente mig også, Irene.
Irene
.
Ja, med hele mi{n}t ˹ungdoms bankende blod˺ sjæl livs varme tjente jeg dig.
Professor Rubek
Det tør du så trøstig sige.
Irene
.
Faldt ned for din fod og tjente dig, Arnold. (knytter
hånden imod ham)
Men du, du, du –!
Professor Rubek
˹ (afværgende) ˺
<...> Jeg forbrød mig aldrig imod dig –
Irene
˹Jo du gjorde!˺ Du forbrød dig imod det inderst medfødte i mig –
Professor Rubek

(vil halvt rejse sig ˹rykker tilbage˺)
Jeg –!
Irene
Faksimile
12.
Ja, du! Jeg stilled mig ˹helt og rundt˺ frejdig frem for dig til beskuelse. –
Og aldrig en eneste gang rørte d{ig}u mig.
Professor Rubek
Og dog var jeg mangen dag som sanseforvildet af al din
dejlighed–
Irene
.
Og alligevel –. ˹Havde du rørt mig, så tror jeg, jeg havde dræbt
dig{,}. For jeg havde
kniv med mig i klæderne. – Og dog alligevel; –˺
Professor Rubek
Jeg var kunstner, Irene.
Irene
Just det. ˹ nikker mørkt ˺ ˹Just det˺
Professor Rubek
Først og fremst kunstner. Og jeg gik der og vilde ˹skabe˺
mit livs store værk. Det skulde kaldes: «Opstandelsens dag.
Skulde fremstilles i lignelse af en ung kvinde, som vågner
af dødssøvnen –
Irene
Jeg ved det. Jeg mindes det, ˹så godt˺ Arnold.
Professor Rubek
.
Det skulde være ˹jordens˺ den ædleste, reneste, idealeste kvinde,
hun, som vågner. Så fandt jeg dig. Dig kunde jeg bruge
i et og alt. Og du føje{ <...> }d dig så gerne og så villigt. Og du
Faksimile

˹gav slip på slægt og ˹–˺ hjem, ˹–˺ og˺ fulgte med mig.
Irene
Det blev ˹min barnealders˺ mit eget livs opstandelse at jeg fulgte med dig.
Professor Rubek
Just derfor kunde jeg mest bruge dig. ˹Dig og ingen anden˺ Du blev mig en
høj-hellig skabning, som bare måtte røres ved i tilbedende
tanker. Jeg var jo endnu ung den gang, Irene. Og den
overtro fyldte mig at rørte jeg dig, begærte jeg dig ˹i sanselighed˺, så
vilde mit sind vanhelliges så at jeg ikke kunde skabe
færdigt det, som jeg stræbte efter. Og jeg tror endnu at
der er nogen sandhed i det.
Irene

(nikker hånligt ˹med et anstrøg af hån˺.)
Først kunstværket, – siden menneskebarnet.
Professor Rubek
Ja du får dømme om det, som du vil. Men jeg var helt
under min opgaves magt dengang. Og følte mig så jublen-
de lykkelig ved det.
Irene
Og du vandt bugt med din o{g}pgave, du, Arnold.
Professor Rubek
.
Takket og velsignet være du, – så skab vandt jeg bugt
Faksimile

med opgaven. Jeg vilde skabe den rene kvinde, således
som jeg synes hun måtte vågne på opstandelsens dag.
Ikke undrende over noget nyt og ukendt og uanet. Men
fyldt af en helligdoms glæde over at genfinde sig
selv uforvandlet, hun, jordkvinden, i de højere, friere,
gladere egne ˹efter den lange drømeløse dødssøvn.˺. Således skabte jeg hende. I dit billede, –
Irene.
Irene
˹ lægger hænderne fladt på bordet
og læner sig tilbage
˺
Og så var du færdig med mig –
Professor Rubek
Irene!
Irene
.
– havde ikke brug for mig længer –
Professor Rubek
Og det kan du sige!
Irene
– begyndte at sé dig om efter andre idealer –
Professor Rubek
Fandt ingen, ingen efter dig.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre marg.]
Og ingen modeller Arnold
Du var ingen model for mig. Du
var min skabnings ophav.
˺
Irene
efter et lidet ophold ˺
Hvad har du digtet siden? I marmor mener jeg. Efter den
tid jeg rejste fra dig?
Faksimile
Professor Rubek
Intet har jeg digtet. Bare puslet og modelleret.
Irene
Og den kvinde, du nu er sammen med?
Professor Rubek

(hæftig)
Tal ikke om hende!
Professor Rubek
<...>
Irene
Hvor rejser du nu hen med hende?
Professor Rubek
˹ træt ˺
Vi rejser en lang færd nord ˹efter˺ over langs kysten.
Irene
Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så højt op, du
kan komme. Højere, højere end du kan, Arnold.
Professor Rubek

˹ ser op ˺
Vil du did op?
Irene
Har du mod til at træffe mig en gang til?
Professor Rubek

˹ det lysner i hans øjne ˺
Ifald vi kunde det, Irene!
Irene
.
Faksimile
13.
Hvorfor kan vi ikke? hvad vi vil?
(Fru Maja kommer blussende glad frem bag hjørnet
af hotellet og skynder sig frem til sin mand)
Fru Maja
Nej, nu får d{ig}u sige, hvad du sige vil, Rubek, så –
(standser da hun ser Irene) Å, undskyld; du har ˹nok˺ gjort
bekendtskab, ˹mærker˺ ser jeg.
Professor Rubek
˹ kort ˺
Fornyet bekendtskab.– Hvad var det du vilde mig?
Fru Maja
Det var bare det jeg vilde sige dig at du får gøre som
du vil,– men jeg rejser ikke med dig på dampskibet.
Professor Rubek
Hvorfor ikke det.
Fru Maja
.
Nej, for jeg vil op på fjeldet ˹– vil jeg˺ ,. ˹ indsmigrende ˺ Å du la’ mig få lov
til det, {S}Rubek. Jeg skal være så snil, så snil bagefter!
Professor Rubek
Hvem har sat dig på de tanker?
Fru Maja
Det har han. ˹Den fæle˺ Bjørneskytten. Å, du kan ikke fore-
stille dig alt det vidunderlige han fortæller om fjeldet
Faksimile

Og om livet deroppe. Stygt, lt, ˹rent˺ skrækkeligt ˹afskyeligt˺ er det
meste af det, ˹han lyver sammen.˺ han fortæller. Men så vidunderlig dra-
gende ˹er det alligevel˺. Må jeg få lov til at rejse med ham, Rubek? Så
jeg kan få sé det ˹om det er sandt, alt det han siger. Må jeg det, Rbk˺ altsammen.
Professor Rubek
Ja, det må jeg du så gerne ˹for mig˺. Rejs du op mellem fjeldene.
Jeg skal rejse med dig.
Fru Maja
˹ hurtig ˺
Nej, nej, nej, det behøver du jo slet ikke. For min
skyld ikke!
Professor Rubek
Jeg vil derop. Har bestemt mig til det nu.
Fru Maja
.
Å, tak, tak. Må jeg fortælle ˹det til bjørnedræberen straks.˺ham det.
Professor Rubek
JFortæl ˹du til bjørnedræberen˺ ham alt, hvad du vil –
Fru Maja
FÅ tak, tak, tak! Å hvor du er sød og snil ˹Rubek˺ alligevel.
(Hun ˹løber˺ går ind i hotellet)
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre marg]
(I det samme åbnes døren
til pavillonen sagte og lyd-
løst på klem. Diakonissen står
ligesom på vagt indenfor. Ingen
ser hende)
˹i dørabningen˺
˹spejdende˺
˺
Professor Rubek

˹bestemt˺ (vender sig til Irene)
Træffes vi altså deroppe?
Faksimile
Irene

(rejser sig)
Ja, vi træffes visselig. Jeg har ledt så længe efter dig.
Professor Rubek
Hvad tid begyndte du at lede efter mig?
Irene
med ˹ en blanding af spøgende˺et drag af bitterhed
Fra den tid det gik op for mig at jeg havde givet dig
noget ˹nok så˺ væsentligt, ˹noget˺ som ˹en˺ et menneske<...> aldrig bør skille
sig ved.
Professor Rubek
Ja, det er sandt. Du gav mig tre–fire af din ung-
doms år.
Irene
Mere, mere end det gav jeg dig. Jeg ødeland – som jeg
dengang var ˹alltid har været.˺.
Professor Rubek
Det er sandt. Du gav mig hele din nøgne dejlighed –
Irene
– til beskuelse –
Professor Rubek
– og til forherligelse –
Irene
Faksimile
Ja, til forherligelse for dig selv. ˹Og for barne˺
Professor Rubek
For ˹dig også˺ os begge, Irene.
Professor Irene
Men den dyreste gave har du glemt –
Professor Rubek
Den dyreste –? Hvilken gave var det?
Irene
Jeg gav dig min unge, levende sjæl. Så stod jeg der
og var ˹tom,˺ – sjælløs. ˹n<...> ˺ Det var det, je (ser stivt p<...> borende på ham)
Det var det, jeg døde af, Arnold.
˹
Diakonissen åbner døren og gør plads for hende
˺
(Hun går ind i pavillonen)
Professor Rubek

(stirrer efter hende og hvisker)
Irene.

[Forfatternote: 31.7.99 Renskr. 19.10.99.]
Faksimile
Faksimile
14.
[Forfatternote: 2.9.99.]
Anden akt.
[Forfatternote: Renskr. 20.10.99.]
(Oppe ved et højfjeldssanatorium. [HIS: En strek, skrått horisontalt, ned til neste linje, foran "Landskabet".]En bakke med
en stenbænk i forgrunden ˹til højrex ˺ Landskabet strækker sig
som en træløs, umådelig vidde indover imod et langt
fjeldvand. På den anden side af vandet stiger en række
af højfjeldstinder med blånende sné i kløfterne. Det er
en eftermiddag i August måned henimot solnedgang.)
(Inde ˹i frastand˺ på { <...> }vidden ˹hinsides bækken˺ leger og danser en flok ˹små-˺børn og nogle
større unge piger. De er dels byklædte dels i folkedragter.
Glad sang { <...> }og latter høres dæmpet under det følgende.)
(Professor Rubek sidder oppe på bænken med et plæd
over skulderen og ser ˹ned˺ på børnenes leg.)
(Lidt efter kommer fru Maja frem ˹mellem busker˺ på vidden ˹til˺ fra venstre
og spejder ˹udover˺ henover vidden , med hånden skyggende for øj-
nene. Hun bærer en flad turisthue, kort, ophæftet skørt,
som kun rækker til midt på læggen, og høje solide, snø-
restøvler. I hånden har hun en lang stok) spr<...>
[Forfatternote: x En liden fos ˹risler i delte striber˺ falder udover en bratt fjeldvæg˹ge˺ til venstre ˹i forgrunden˺ og fly- der derfra i jævnt løb over vidden ud til højre]
Fru Maja
Faksimile

(får omsider øje på professor Rubek og går op til ham)
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Øverst på siden.]
Fru M.
puster)
Å hvor jeg har gået og ledt efter
dig, R.
˺
Professor Rubek

(nikker ligegyldig og spørger:)
Kommer du nede fra sanatoriet?
Fru Maja
Ja, nu sidst kommer jeg ud fra ˹ud fra˺det hv flueskabet.
Professor Rubek
Du var ikke ved middagsbordet{.}, ˹så jeg˺ ˹la’ jeg mærke til˺
Fru Maja
Nej, vi holdt middag under åben himmel.
Professor Rubek
Du og bj{ <...> }ørnejæg{ge}eren?
Fru Maja
Ja. Og imorgen tidlig skal vi ud igen.
Professor Rubek
Efter bjørn?
Fru Maja
Ja.
Professor Rubek
Har I fundet spor af nogen?
Fru Maja
.
Der findes ikke bjørn her oppe på nøgne fjeldet.
Faksimile
Professor
Hvor da?
Fru Maja
Dybt un
(kaster sid ned i lyngen)
Dybt under. Inde i lierne. Hvor det er næsten ufrm-
kommeligt.
Professor Rubek
Og der skal I to ned imorgen?
Fru Maja
Ja, vi har aftalt det. ˹Eller kanske vi ta’r afsted allerede iaften.˺ Hvis ikke du har noget imod det da.
Professor Rubek
Jeg? Nej, langt fra. – Men vil du ikke heller sætte dig her
på bæn{g}ken?
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Midt på, og høyre del av siden.]
Fru M.
Lars følger med; naturligvis. Med kobbelet.
P. R.
Jeg har sletikke erkyndiget mig om herr L og kobbelet.
˺
Fru Maja
.
Nej tak. Jeg ligger så dejligt her i ˹den bløde˺ lyngen.
Professor Rubek
Jeg kan sé på dig at du er træt.
Fru Maja
Tror næsten, jeg begynder at bli’ det.
Professor Rubek
Det kommer bagefter, Maja. ˹Når spændingen er over˺
Fru Maja
Faksimile
(søvnig)
Ja. Jeg vil ligge og lukke øjnene.
(Kort ophold)
Fru Maja

(pludselig utålmodig)
Uh, Rubek, – at du kan holde ud å sidde og høre på de
ungernes skrål! Og så sé på alle de bukkespring, de gør!
Professor Rubek
Der er noget meldisk ˹harmonisk, næsten musik –˺ i de bevægelser – en gang imellem.
Midt i alt det klodsede. Og de enkelte gange er det mor-
somt at sidde og passe på – når de kommer.
Fru Maja.

(med et let anstrøg af hån)
Ja, du er nu altid kunstner, du.
Professor Rubek
Vilde gerne vedbli’ at være det.
Fru Maja

(drejer sig om på højre side så hun vender ryggen
til ham)
Han er ikke spor <...> af kunstner, han.
Professor Rubek

(opmærksom)
Faksimile
15.
Hvem er det, som ikke er kunstner?
Fru Maja

(atter i søvnig tone)
Han, den anden, vel.
Professor Rubek
Bjørnejægeren?
Fru Maja
Ja. Ikke spor af kunstner er han! Ikke spor!
Professor Rubek

(smiler)
Nej, det tror jeg du har ˹så grundigt˺ ret i, Maja.
Fru Maja

(hæftig, rører sig ikke)
Og så styg som han er! (rykker en tot lyng op og kaster
det fra sig)
Så styg, så styg!
Professor Rubek
Er det derfor, du så ˹trøstig lægger i vej med ham – ude i vildmarkerne˺ gerne går med ham?
Fru Maja
Det ved jeg ikke selv. (vender sig imod ham) Du er og-
beven styg, Rubek.
Professor Rubek
Opdager du først ˹det˺ nu?
Faksimile
Fru Maja
Jeg har sét det længe.
Professor Rubek
˹ tr. på skuldrene ˺
Man ældes. Man ældes, Maja.
Fru Maja
Det er sletikke den slags jeg mener. Men du har fået
noget træt, noget opgivet i øjekastet, når du sådan skotter
hen til mig, en gang imellem.
Professor Rubek
Synes du, du har mærket det?
Fru Maja

(nikker)
Lidt efter lidt har du fået dette her onde i øjnene. ˹Det er som om du gik og la’ lumske anslag op imod mig.˺
Professor Rubek
Så? Kom her og sæt dig hos mig. Så skal vi snakke
sammen.
Fru Maja

(hæver sig halvt i vejret)
Må jeg få sidde på dit knæ da? Ligesom i de første
årene?
Professor Rubek
Nej, det må du ikke. For folk kan sé os nede fra hotellet.
Faksimile

˹ flytter sig lidt ˺
Men du kan få sidde her på bænken ved siden af mig.
Fru Maja
Nej tak; så blir jeg heller liggende her hvor jeg ligger.
Nå, hva var det så du vilde snake om?
Jeg kan godt
høre her. – Nå, hvad var det så, du vilde snakke om.
Professor Rubek
Hvorfor tror du det ˹egentlig˺ var, jeg ˹gik ind på˺ foreslog vi skulde gøre
denne sommerrejsen.
Fru Maja
Ja ˹du˺ påstod jo rigtignok at jeg vilde ha’ så godt af det, –
men –
Professor Rubek
Men –?
Fru Maja
Men nu tror jeg ikke længer en sn{ <...> }us på at det var
derfor.
Professor Rubek
Og hvorfor da, tror du nu?
Fru Maja
Nu tror jeg at det d<...> var for den˹ne˺ blege damens skyld.
Professor Rubek
For fru von Satows –?!
Faksimile
Fru Maja
Ja ˹hun som ˹hænger i hælene på os˺ rejser efter dig som en skygge˺, ˹Nå˺ du havde jo kendt hende så inderlig godt; længe
før du kendte mig.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Øverst på siden.]
Hun som hænger i hælene på os. Igår dukked hun jo op her også[HIS: diakritisk tegn mangler].
Nu.
Ja hvad kan jeg for det
˺
Professor Rubek
Havde glemt hende igen også, – længe før jeg kendte
dig.
Fru Maja
Kan du glemme så let?
Professor Rubek
Ja, så overmåde let.
Fru Maja
En som har stået model for dig?
Professor Rubek
Når jeg ikke har brug for hende ˹længer˺, så –
Fru Maja
En, som har klædt sig af for dig!
Professor Rubek
Betyder ingenting. – Og så, hvorledes, ˹om jeg tør spørge,˺ i al verden skul-
de jeg kunne ane at hun var her i landet?
Fru Maja
Å du kan jo ha’ læst hendes navn på en badeliste. I
en af vore aviser.
Faksimile
16.
Professor Rubek
Ja men jeg kendte jo sletikke det navn, hun nu ˹gi’r sig˺ har.
Havde aldrig hørt tale om nogen Satow.
Fru Maja
Nå så var det vel af en anden grund at du endelig
vilde rejse da.
Professor Rubek
Ja, Maja, ˹det var af en anden grund˺, det var det. Og det er det, vi må ˹vi da engang må komme til at˺ udtale os om. snakke om.
Fru Maja

(med et undertrykt latteranfald)
Jøss, hvor højtidelig du ser ud!
Professor Rubek
˹ ser forskende på hende ˺
Ja, kanske lidt mere højtidelig end nødvendigt er.
Fru Maja
.
Hvorledes –?
Professor Rubek
Og godt og vel er jo det – for os begge.
Fru Maja
Du begynder at gøre mig nysgærrig, Rubek.
Professor Rubek
Bare nysgærrig? Ikke en smule urolig?
Fru Maja
Faksimile

(ryster på hodet)
Ikke spor.
Professor Rubek
Godt. Så hør da her. – Du sa’ engang en aften dernede
ved badet at du syntes jeg var ble’t så nervøs i den sene-
re tid.
Fru Maja
Ja, det er du da virkelig også.
Professor Rubek
Og hvad tror du ˹årsagen˺ grunden er til det?
Fru Maja
Hvor kan jeg vide –? Du er kanske ble’t ked af dette
evige samliv med mig.
Professor Rubek
Evige –?
Fru Maja
Daglige samliv da. Vi har jo nu gået dernede ˹vi to enlige mennesker˺ i ˹samfulde˺ fire
–fem år og ˹næsten˺ ikke været en ˹time˺ dag fra hinanden – ˹vi to ganske alene.˺
Professor {M}Rubek

(spændt)
Nå ja? Og så –?
Fru Maja
Faksimile
Du er jo ingen selskabsmand. Går altid ˹så’n for dig selv˺ så alene {g}og
tumler med dit eget. Og jeg kan jo ikke tale med dig om
dine sager. Om alt dette med kunst og sligt noget. – (slår ud med hånden) [HIS: Plassering av tilføyelsen følger førstetrykket.]
Og bryr mig ˹ved gud˺ ikke stort om det heller.
Professor Rubek
Nå ja, ja; derfor ˹så˺ sidder vi jo ˹mest ved kaminen˺ gerne og prater om dine
sager – Maja
Fru Maja
Å herregud, – jeg har ingen s{å}ager at prate om.
Professor Rubek
Nå, det er småting kanske. Men tiden går i altfald
for os på den måde også, Maja.

Fru M aja
Ja det har du ret i. Tiden går. Den {k}holder på at gå fra
dig. Og det er vel ˹egentlig˺ det, som gør dig så urolig –
Professor Rubek
(nikker hæftigt) ˺
Og så hvileløs. ˹(vrider sig på bænken)˺ (hæftig) (hæftig) Jeg holder snart ikke dette fat-
tige liv ud længer!
Fru Maja

(rejser sig og ˹står en stund og˺ ser en stund på ham)
Vil du være kvit mig, så sig bare til.
Professor Rubek
Faksimile
Hvad er nu det for noget, Maja? Være kvit dig!
Fru Maja
Ja, hvis du vil være af med mig, så skal du sige det lige
ud. Og så skal jeg gå straks på timen.
Professor Rubek

(smiler næsten umærkeligt)
˹Skal dette betyde˺ Er det en trusel, Maja.
Fru Maja
Det jeg sa’, kan så visst ikke være nogen trusel for dig.
Professor Rubek
˹ rejser sig ˺
Nej, du har egentlig ret i det. – Du og jeg kan umulig
bli’ ved at leve så’n <...> allene sammen –
Fru Maja
Nå, altså –
Professor Rubek
Ikke noget altså. Fordi om vi to ikke kan bli’ ved at
leve sammen alene, – så behøver vi jo ikke at skilles
for det.
Fru Maja
Bare separeres, mener du?
Professor Rubek

(ryster på hodet)
Jeg er ikke inde på de tanker.
Faksimile

17.

Behøves heller ikke.
Fru Maja
Nå da? ˹Ryk˺ Bare ud med det.
Professor Rubek
Hvad jeg nu føler, jeg trænger til, det er at ha’ en omkring
mig, som stod mig ret inderlig nær –
Fru Maja
Gør ikke jeg det, Rubek?
Professor Rubek
Ikke sådan at forstå. Jeg måtte ha’ samliv med en
skabning, der ligesom kunde udfylde mig, fuldstændig-
gøre mig, være et med mig i al min gerning.
Fru Maja

(langsomt)
Ja, i alt det der vilde jo ikke jeg kunne tjene dig.
Professor Rubek
Nej, nej, det vilde du ikke kunne, Maja.
Fru Maja
˹ (udbryder) ˺
Og jeg havde, ved gud, heller ikke nogen lyst til det!
Professor Rubek
Ved det så såre godt. Og det var ˹med nogen slig livshjælp for øje˺ jo heller ikke derfor
jeg knytted dig til mig.
Faksimile
Fru Maja
Jeg kan sé på dig at du står og tænker på en anden ˹en˺.
Professor Rubek
Kan du kan sé det?
Fru Maja
Ja, jeg kan. Å jeg kender dig så godt; så godt.
Professor Rubek
Så kan du kanske også sé, hvem det er jeg tænker
på?
Fru Maja
Ja, det kan jeg da rigtignok.
Professor Rubek
Nå?
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre marg]
(˹slipper˺ pludselig afbrydene ˹tanketråden˺)
Véd du at de folkene nede i hotellet tror hun er gal.
Så? Og hvad tror de om dig og bjørne-
dræberen da?
Det kommer jo ikke sagen ved.
˺
Fru Maja
˹Men det var˺ Du står[HIS: Diakritisk tegn mangler] og tænker på denne – denne blege damen. ˹du
stod og tænkte på˺
Professor Rubek
Just netop på hende. – Da jeg ikke længere havde brug
for hende. Og da hun desuden rejste fra mig, – forsvandt –
sådan uden videre –
Fru Maja
Så tog du ˹imod˺ mig som en slags erstatning ˹vederlag nødskilling˺ kanske?
Professor Rubek
Faksimile

˹ (i tiltvungen ˹fredelighet˺ hensynsløshet) ˺
Noget sådant, oprigtig talt, Maja. Jeg havde da i et
år eller halvandet lagt sidste hånd på mit værk, ensom
og grublende. «Opstandelsens dag» gik ud over verden
og bragte mig ry – og al anden herlighed forresten; men
jeg elskede ikke mit eget værk længer. Menneskenes
˹blomster og virak˺ forgudelse kunde gerne jaget mig kvalmende og fortvi-
let ind i de tykkeste skoge. Kan du gætte, hvad jeg
der så faldt mig ind?
Fru Maja
˹ henkastende ˺
Ja, det faldt dig ind at lave portrætbyster af herrer og
damer –
Professor Rubek

(nikker)
Efter bestilling, ja. Med dyrefjæs bag maskerne.
Men det var nu ikke egentlig det, jeg nærmest mente.
Fru Maja
Hvad da?
Professor Rubek
Det var det, at hele dette her med kunstnerkald og
og med kunstnergerning – og med sligt noget – det begynd-
te at forekomme mig som noget så tomt og intetsigen-
de igrunden.
Faksimile
Fru Maja
Hvad ˹tænkte˺ vilde du ˹så at˺ da sætte i stedet?
Professor Rubek
Livet, Maja.
Fru Maja
Livet?
Professor Rubek
Ja, er da ikke livet i solskin og skønhed, noget gan-
ske anderledes værdifuldt end det at gå ˹her˺ der til sine da-
ges ende ˹i et fugtigt hul˺ og mase sig ˹døds˺træt med lérklumper og stenblokke.
Fru Maja
˹ (˹eftertænksomt˺ i eftertanke ˺
Jo, det har rigtignok jeg altid syntes.
Professor Rubek
Og så var jeg jo bleven rig nok til at leve i ˹overflod˺ herlighed
og i ørkesløst ˹dirrende˺ vuggende solskin˹lys˺. Kunde la’ bygge for
mig ˹både˺ villaen ved Taunitzer See og palæet i hovedstaden
– og alt det øvrige for resten.
Fru Maja
˹ slår ind i hans tone ironisk bittert ˺
Og så til syvende og sidst ˹havde du råd til at˺ forskaffed du dig mig også.
Og gav mig del i alle dine herligheder skatte.
Professor Rubek
˹ smiler ˹bortledende˺ undvigende ˺
Loved jeg dig ikke at ta’ dig med mig op på et højt berg
Faksimile

18.

og vise dig al verdens herlighed?
Fru Maja

(med et sagtmodigt udtryk)
Du har ˹kanske˺ ta’et mig med dig op på et nok så højt berg,
Rubek, – men du har ikke vist mig al verdens her-
lighed.
Professor Rubek

(lér irriteret)
Hvor du er ufornøjelig, Maja! Så rent ufornøjelig!
(udbryder hæftigt) Men véd du, hvad det mest fortvi-
lede ˹er˺? Kan du gætte det?
Fru Maja
Ja, det er vel det, at du gik hen og tog mig med dig – for
hele livet.
Professor Rubek
Jeg vilde ikke udtrykke mig med så hjerteløse ord.
Fru Maja
Men meningen ˹var visst lige så hjerteløs˺ er dog den samme?
Professor Rubek
Du har ikke noget rigtig klart begreb om, hvorledes en
kunstnernatur sér ud indvendig.
Fru Maja
Faksimile

(smiler og ryster på hodet)
Herregud, jeg har ikke en gang begreb om, hvorledes
jeg selv ser ud indvendig.
Professor Rubek

(vedbliver uforstyrret)
˹Jeg˺ Vi lever så ilsomt, Maja{.} ˹Vi lever så, vi kunstnere˺ Jeg for min part har gennem-
levet et helt livsløb i de få år vi ˹to˺ har kendt hinanden.
Jeg er kommen til at sé at det slet ikke ligger for mig at
søge lykken i uvirksom nydelse. Det ligger ikke så til
rette for mig og mine lige. Jeg må bli’ ved at virke, – ska-
be værk på værk – lige indtil ˹min˺ livets sidste dag. Derfor er
det at jeg ikke længer kan komme ud af det med dig,
Maja. Ikke ˹længer˺ med dig alene.
Fru Maja
Vil det med rene simple ord sige at du er ble’t ked
af mig?
Professor Rubek
˹ bruser ud ˺
Ja, det vil det sige. at Jeg er ble’t ked – uudholdelig ked ˹og træt og slap˺
af dig, af samlivet med dig.˹Nu véd du det. (fatter sig) ˺ Det er stygge, hårde ord
jeg siger dig; det véd jeg så godt. Og du har ingenting
forskyldt i det stykke; det erkender jeg villigt. Det er
ene og alene mig, som h nu igen har undergået en for-
Faksimile
Faksimile
omvæltning – ˹ halvt hen for sig ˺ En opvågnen til mit egentlige liv.
Fru Maja
˹ folder hænderne foran sig ˺
Men hvorfor i al verden kan vi så ikke gå fra hinan-
den da?
Professor Rubek
Kunde du ville det?
Fru Maja
Ja, hvis der ikke er andet for – så –
Professor Rubek
Men der er andet for. Der er en udvej –
Fru Maja
Nu tænker du på den blege damen igen!
Professor Rubek
Ja, ærligt talt så må jeg uafladelig tænke på hende –
lige siden jeg traf hende påny –. (går nærmere) For ˹nu vil˺ jeg
må betro dig noget, Maja.
Fru Maja
Nå?
Professor Rubek

(banker sig med fingeren på brystet)
Her inde, ser du, – her har jeg et bitte lidet dirkefrit skrin.
Og da hun rejs {I <...> }Og i det skrinet ligger alle mine billed-
Faksimile

syner forvaret. Men da hun rejste så sporløst væk, så
gik skrinet i baglås. Og hun havde nøglen, – og den tog
hun med sig. ˹Du, stakkers M, du havde ingen nøgle˺ Derfor ligger det der altsammen ubrugt ˹derinde˺. ˹Ikke muligt ˹for mig˺ at komme til skatten.˺
Fru Maja
˹ (kæmper med et underfundigt smil ˺
Så få hende til at lukke op for dig igen.
Professor Rubek
Maja!
Fru Maja
For nu er hun her jo. Og det er vel ˹sagtens for dette skrinets skyld˺ derfor, hun er
kommen –
Professor Rubek
Ikke med et ord har jeg n<...> rørt ved de ting for hende.
Fru Maja
˹ ser uskyldig på han ˺
Men kære, snille ˹professor˺ Rubek, – er det da værdt at gøre al
den opstyr og alle disse ˹her˺ ophævelser, for noget, som er ˹en˺
ganske ligefrem sag?
Professor Rubek
Synes du at dette her er så ganske ligefrem?
Fru Maja
Ja, det synes jeg da rigtignok. Slut du dig bare til den,
du mest behøver. Jeg skal nok altid vide at finde
mig en plads.
Faksimile
19.
Professor Rubek
.
Hvor, mener du!
Fru Maja
Nå jeg kan jo bare flytte ud på villaen; hvis det
blir nødvendigt. Men det blir det ikke. For inde i
byen, – i hele vort store hus, må der da vel sagtens ˹– med lidt god vilje –˺
kunne bli’ pl<...> rum til tre.
Professor Rubek
˹ usikker ˺
Og tror du at det vil kunne gå i læn{den}gden?
Fru Maja
Herregud, går det ikke, så går det ikke. Der er ikke
noget at ˹snakke˺ sige om den ting.
Professor Rubek
Og hvad gør vi så[HIS: Diakritisk tegn mangler], Maja –? Hvis det ˹nu˺ ikke går?
Professor
Fru Maja
˹ (ubekymret) ˺
Så går vi ˹to˺ simpelt hen rent fra hinanden. Helt væk.
Jeg finder mig altid ˹noget nyt˺ en plads etsteds i verden. ˹Noget frit˺ Det har
ingen nød med det ˹prof. R˺.– (peger pludselig ud til højre)
Sé der! Der ˹har vi hende!˺ går hun. ˹Skridende{,} – som en stenstøtte˺ [HIS: En strek viser at siste setning skal flyttes bak «sletten.» i replikken under.]
Professor Rubek

(vender sig)
˹
Hvor? Ude på sletten. Hun kommer hidover.
˺
Faksimile
Ser hun ikke ud som den levendegjorte opstandelse? –
Og hende kunde jeg flytte – og stille bag i skyggen{?}!
Fru Maja
Hvad skal det sigte til?
Professor Rubek
˹ afværger ˺
Ingen tinger. Ikke noget, som du vil kunne forstå:
(Irene kommer fra højre frem over vidden.x Hun er om-
ringet af børneflokken; de fleste klynger sig glade og til-
lidsfulde til hende, nogle synes sky og ængstelige. <...> Hun
taler sagte til dem og betyder dem at de skal gå ned til
sanatoriet; hun selv vil hvile sig lidt ved bækken. Bør-
nene går ned over skråningen til venstre i mellem-
grunden) Irene læner sig træt til bergvæggen ˹på venstre side˺ og lader
bækken risle ˹kølende˺ over sine hænder)
Fru Maja

(dæmpet)
Gå ned og tal med hende, Rubek.
Professor Rubek
Og hvor går du hen imens?
Fru Maja
Jeg går mine egne veje herefterdags.
(Hun går ned over bakken. Ved Irene standser hun)
[Forfatternote: x De legende børn har allerede tidligere fået øje på hende og er løbne hende imøde.]
Faksimile
Fru Maja
Professor Rubek står der oppe og venter på Dem, frue.
Irene
Hvad vil han?
Fru Maja
Han vil få Dem til at hjælpe sig med et skrin, som er
gået i baglås for ham.
Irene
Kan jeg det? hjælpe med det.
Fru Maja
Han mener, De er den eneste som kan.
Irene
Ja, ja, så får jeg vel prøve da.
Fru Maja
Det må De endelig gøre, frue.
(Hun går ned over vejen til sanatoriet. Lidt efter stiger
Professor Rubek ned ad trappen fra udsigtsbænken)
Irene
Jeg hører Du har ventet på mig.
Professor Rubek
Jeg har ventet på D{em}ig år efter år u uden selv at vide
det.
Faksimile
Irene
˹Kunde ikke, A.˺ { <...> }Og imens lå jeg der, dybt dernede, og sov den lange, dybe
søvn ˹drømmefyldte˺.
Professor Rubek
Nu er Du vågnet, Irene.
Irene
.
(ryster på hodet)
Jeg har den lange dybe søvn i øjnene endnu.
Professor Rubek
Du skal se det vil dages og ly{ <...> }sne for os begge.
Irene
Tror du det?
Professor Rubek
.
Det tror jeg. Og det ved jeg. Nu da jeg har fundet dig igen.
Irene
Opstanden.
Professor Rubek
Forklaret!
Irene
.
Bare opstanden, Arnold. Men ikke forklaret.
Professor Rubek
(efter et lidet ophold) ˹ ballancerer på stenene under vandfaldet over til hende ˺
Faksimile
20.
Hvor har du været henne hele dagen, Irene?
Irene
.
Langt, langt inde over vidderne.
Professor Rubek
Du har ikke din – din veninde med dig idag?
Irene

(smiler)
Min veninde holder godt øje med mig alligevel.
Professor Rubek
Kan hun det?
Irene
Du kan tro hun kan – hvor jeg så står og går. Taber mig
aldrig af syne –. ˹ skotter omkring sig. ˺ Indtil jeg en skøn sol{ <...> }skinsmorgen
dræber hende.
Professor Rubek
Vilde du det?
Irene
Så inderlig gerne. Ifald jeg bare kunde komme til.
Professor Rubek
Hvorfor vilde du?
Irene
Fordi hun ˹vil være˺ er min ˹går og øver trolddomskunster. Tænk dig, Arnold,
hun har skabt sig om til min skygge.˺
skygge.
Faksimile
Professor Rubek
En sky{d}gge må vi alle ha’.
Irene
Jeg er min egen skygge, Arnold. (udbrydende) Forstår
du da ikke det!
Professor Rubek
Irene!
(Han sætter sig på en stene ved bækken således at han
vender ryggen til hende. Hun står bag ved ham, lænet
mod fjældvæggen)
Irene

(lidt efter)
Hvorfor sidder du der og vender øjnene fra mig?
Professor Rubek

(sagte)
Tør ikke sé på dig.
Irene
Hvorfor tør du ikke det mere nu?
Professor Rubek
Du har en skygge, som piner dig. Og jeg har min tyngen-
de samvittighed.
Irene
Faksimile

(med et skrig)
Endelig!
Professor Rubek

(springer op)
Irene, – hvad er det!
Irene

(afværgende imod ham)
Bare rolig, rolig, rolig! (hun ånder tungt og siger
så ligesom lettet fra en byrde)
Se så. Nu er det over. For
denne gang. Nu kan vi sætte os og tale sammen som
før i tiden.
Professor Rubek
Å, om vi så sandt kunde det{.} ˹tale som før˺
Ire{re}ne
.
Lad {s}os sætte os. Sæt dig der, hvor du sad. Så sætter
jeg mig her.
(Hun sætter p sig på den anden side af bækken.
Han sætter sig igen ned. på stenen)
Irene

(efter en li{g}den taushed)
Nu er jeg kommen tilbage til dig fra en lang rejse. ˹Arnold˺
Professor Rubek
Faksimile
Ja; visselig fra
Professo
en lang rejse.
Irene
Kommet hjem til dig –
Professor Rubek
Til vort; – til vort eget.
Irene
Har du ˹hver dag˺ ventet på mig?
Professor Rubek
Hvor turde jeg vente?
Irene
Nej, du turde vel ikke det. For du forstod jo ingenting.
Professor Rubek
Var det virkelig ikke for en andens skyld at du sådan
med én gang blev borte?
Irene
Nej, det var for din skyld, Arnold{?}.
Professor Rubek
˹ ser uviss på hende ˺
Men jeg forstår dig ikke –
Irene
Da jeg havde tjent dig, og billedstøtten stod færdig, –
vort barn, som du kaldte den, – da bragte jeg ˹dig˺ det dyre-
ste offer – ved at rejse fra dig – ˹Og slippe deg for alle tider.˺
Faksimile
21.
Professor Rubek

(sænker hodet)
– og lægge mit liv øde –
Irene

(blusser pludselig op)
Just det var det jeg vilde. Aldrig, aldrig skulde
du få skabe noget mere, – efter at du havde skabt dette
vort eneste barn. ˹For så måtte du da vel mindes mig – i al fals ˺
Professor Rubek
Var der skinsyge i dine tanker dengang.
Irene

(roligere) ˹koldt.˺
Jeg tror det nærmest var had til d
Professor Rubek
Had? Had til mig?
Irene

(atter hæftig)
Ja, had til dig, til kunstneren, som så rent sorgløs
og ubekymret tog et varmt blodvarmt legeme, et menne-
skeliv, og rev sjælen ud af det, fordi du havde brug for
det til at skabe et kunstværk af.
Professor Rubek
Faksimile
Og det kan du sige, – du, som med tindrende lyst ˹og med høj helligt begær˺ var
med i mit arbejde{,}. ˹I˺ ved dette arbejde, som vi to hver mor-
gen samledes om som til en andagt.
Irene
Jeg vil sige dig én ting, Arnold.
Professor Rubek
Nu?
<...> Irene
Aldrig har jeg elsket din kunst før jeg mødte {n}dig –
Og ikke siden heller.
Professor Rubek
.
Men kunstneren, Irene!
Irene
Kunstneren da? hader jeg –
Professor Rubek
Kunstneren i mig også?
Irene
Mest i dig. Når jeg klædte mig helt af og stod der for
dig da hadede jeg dig, Arnold –
Professor Rubek
Men –
Irene
Faksimile
Jeg hadede d{ <...> }ig fordi du ˹kunde stå˺ stod der så uberørt {o}Og var
kunstner, bare kunstner – ikke mand. – Men denne
ene støtte ˹i det våde levende ler, den˺ elskede jeg – alt efter s{ <...> }om de{n}t steg frem et ˹sjælfuldt˺ men-
neske af den rå, uformelige lérmasse, for den var vort
barn, – dit og mit.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Øverst til høyre.]
Pr. R.
Uberørt!
Irene
.
Eller så behersket da.
˺
Professor Rubek
˹ tungt ˺
Det var den i ånd og sandhed.
Irene
Ser du, Arnold, det er for dette vort barns skyld a{f}t jeg
har taget mig for at gøre denne lange pilegrimsgang.
Professor Rubek
For marmorbilledets –!
Irene
Kald det hvad du vil. Jeg kalder det vort barn.
Professor Rubek
˹ (urolig) ˺
Og nu vil du sé det – færdigt! I marmor, som du altid
syntes var så koldt – Du véd kanske ikke a{f}t det står
opstillet i et stort musæum etsteds – ˹langt˺ ude i verden.
Irene
Jeg har hørt ˹som et sagn˺ sige det.
Professor Rubek
Og musæer var dig jo altid en afsky. Du kaldte dem
Faksimile

for gravhvælvinger –
Irene
Jeg vil gøre en valfart did, hvor min sjæl˹s˺ ˹barn˺ er begravet.
Professor Rubek

(i angst og uro)
Du skal aldrig se det billede mere! Hører du, Irene!
Jeg bønfalder dig –! Aldrig, aldrig sé det mere!
Irene
Tror du kanske, jeg vilde dø engang til af det?
Professor Rubek

(knuger hænderne)
Å jeg véd ikke selv, hvad jeg tror. – Men hvor kunde jeg
også tænke mig at du vilde fæste dig så uløselig til dette
billede, du, som gik fra mig, før det var fuldbåret[HIS: å mangler diakritisk tegn].
Irene
Det var fuldbåret˹.˺ ˹Derfor ˹kunde jeg gå[HIS: å mangler diakritisk tegn] ˺ gik jeg fra dig og l{od}a’˺ da jeg lod dig alene.
Professor Rubek
˹ sidder og vugger hodet
med hænderne for øjnene
˺
Det var ikke hvad det senere hen blev til.
Irene
˹ griber ˹stille og˺ lynsnar en ˹tynd˺ spids kniv halvt frem fra brystene og spørger
hæst hviskenede
˺

(pludselig, ser på ham i skræk)
Arnold, – har du gjort noget ondt ved vort barn?
Professor Rubek
Faksimile

22.

(undvigende)
Jeg kan jo ikke så bestemt afgøre, hvad du vil kal-
de det.
Irene

(åndeløs)
Sig mig straks, hvad du har gjort ved barnet!
Professor Rubek
Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde { <...> }og høre rolig
efter, hvad jeg siger.
Irene
˹( ˹gemmer atter kniven˺ vil sætte sig
Jeg skal høre så rolig, som en mor kan når hun –
Professor Rubek
˹ (afbryder) ˺
Og så skal du ikke sé på mens jeg fortæller.
Irene
( ˹flytter sig hen på en sten bag hans ryg.˺ gemmer atter kniven
Her sætter jeg mig ˹bag ved dig˺. Fortæl så!
Professor Rubek
Da jeg havde fundt dig, vidste jeg straks, hvorledes jeg
skulde bruge dig til mit livsværk.
Irene
«Opstandelsens dag» kaldte du ˹dit livsværk˺ det. Jeg kald{e}er det «vort
barn».
Professor Rubek
Faksimile
Jeg var ung dengang. Uden al livserfaring. Opstandel-
sen vil syntes jeg måtte skildres som en ung uberørt kvin-
de, uden ˹et˺ jordliv{,}s ˹oplevelser˺ – og som vågner til lys og herlighed uden
at ha’ noget stygt og urent at skille sig af med –
Irene
˹ (i ˺
Ja, og således står jeg jo nu der i de<...> vort værk?
Professor Rubek

(nølende)
Ikke ganske således, Irene.
Irene

(i spænding)
Ikke ganske –! ˹Hvorfor står jeg ikke, som jeg stod for dig˺
Professor Rubek
Jeg blev verdensklog i de årene, som fulgte på. «Opstan-
delsens dag» blev noget mere og mere mangfoldigt i min
forestilling. Den lille runde plint, hvor dit billede stod
rankt og ensomt, – den gav ikke længe˹re˺ rum for alt det
jeg nu vilde digte til –
Irene
˹ ˹famler˺ griber efter kniven men lader være) ˺
Hvad digtede du så til? Sig det!
Professor Rubek
Jeg digtede det til, som jeg ˹rundt omkring mig˺ i verden så med mine øjne
Faksimile

Måtte ha’ det med. Kunde ikke andet, Irene. Plinten
vided jeg ud så den blev stor og rummelig. Og på den
lagde jeg et stykke af den buede, bristende jord. Og
op af jordrevnerne vrimled der mennesker med dulgte
dyreansigter. Kvinder og mænd, – slig som jeg kendte
dem ude fra livet.
Irene

˹i˺ (åndeløs) ˹forventning˺
Men midt i mylderet står den unge kvinde me{ <...> }d lys-
glæden over sig! Gør den ikke det, Arnold?
Professor Rubek

(undvigende)
Ikke ganske i midten. Jeg måtte rykke den lidt til-
bage˹.˺ fo For helhedsvirkningens skyld, ser du. Den vilde el-
lers domineret for meget –
Irene
Men lysglæden˹s˺ ˹forklarelse˺ stråler over hendes ansigt fremdeles?
Professor Rubek
Det gør den ˹på en måde˺, Irene. Lidt afdæmpet kanske; således som
min ændrede tanke kræved det.
Irene

(rejser sig)
Faksimile
Dette billede ˹udtrykker˺ er det liv, du ˹nu˺ ser, Arnold.
Professor Rubek
Ja, det ˹gør˺ er det. ˹vel.˺
Irene
Og i dette billede har du sat mig hen, lidt afbleget, som
en baggrundsfigur – i en gruppe – ˹ (trækker dolken frem) ˺
Professor Rubek
Ikke nogen baggrundsfigur. Lad os i det højeste kalde
det en mellemgrundsskikkelse, – eller sådant noget.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: til høyre midt på siden.]
Nu har du sagt dommen over
dig selv.
Pr. R.
Dommen?
˺
Irene

(rejser sig)
Min hele sjæl, du og jeg, vi, vi, vi, og vort barn var i denne ˹ensomme˺
skikkelelse.
Professor Rubek

(ivrig, ser op på hende)
Ja, men hør nu også, hvorledes jeg har stillet mig selv hen
i mylderet. Foran ved en kilde, ligesom her, sidder en skyld-
betynget M mand –. Jeg kalder ham angeren <...> ove{ <...> }r et forbrudt
liv. Han sidder og dypper sin˹e˺ ˹fingre˺ hånd i det rislende vand,
for at skylle dem rene – og ˹han˺ nages og martres ved tanken
om at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han nåer ikke op til
opstandelsens liv. Blir evindelig siddende igen i sit helvede.
Faksimile
23.
Irene

(hårdt)
Digter!
Professor Rubek
Hvorfor digter?
Irene
Fordi du er slap og sløv og fyldt med ˹velbehagelig˺ syndsforladelse for
alle dit livs gerninger og for alle dine tanker. – Jeg har kendt
et par af den slags mennesker. Det har du også ˹Det var dine venner˺. Så du ved
godt hvem jeg sigter til. Kend dig selv igen i dem, Arn{ <...> }old!
Når I har knækket en del menneskes{j}kæ{l}bner og forkrøb-
let eller dræbt en sjæl hist og her – ˹alt efter˺ til eders eget behov, så mø-
der i frem {i} ˹for˺ dagslyset i anger og bod og bekendelse –. ˹Nu har du sat dig her˺
Og dermed er det regnskab op- og afgjort.
Professor Rubek
Jeg er kunstner, Irene.
Og jeg skammer mig ikke over den skrøbelighed, som
kanske klæber ved ved mig.
For jeg er født til kunstner, sér du. Og blir så aldrig
andet end kunstner alligevel.
Irene

(mildt og blødt)
Faksimile
Digter er du, Arnold!
Du kære, store, aldrende barn.
At du ikke kan sé det!
Professor Rubek

(med et anstrøg af misfornøjelse)
Hvorfor skal du bestandig kalde mig for <...> digter?
Irene
˹ lurende ˺
Fordi der ligger noget undskyldende i det.
Noget ˹syndsforladende ˺, som ˹breder en kåbe˺ dækker over al skrøbeligheden.
(slår pludselig om i tonen)
Men jeg er et menneske. Og jeg havde også et liv at
leve og en menneskeskæbne at fuldbyrde. Se, alt det
˹lod jeg ligge˺ gav det hen for at gøre mig dig underdanig. Å
Å, det var en brøde. Jeg ser det nu. En brøde imod mig
selv. ˹ halvt hviskende ˺
Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.
(Hun sætter sig nær ham ved bækken nær ham ˹passer ubemærket på ham med øjnene˺ og plukker
˹i˺ ˹tilsyneladende˺ åndsfravære{nde}lse nogle blomster af buskerne) ˹planterne omkring dem)˺

Jeg skulde født børn til verden. Mange børn. Det hav-
de været mit kald. Og i d{e}it gav jeg mit eget hen. Og tjen-
te dig.
Professor Rubek
Faksimile

(fortabt i erindringen)
Det var dog dejlige tider, Irene. Vidunderlig dejlige
tider, når jeg tænker tilbage –
Irene
˹ (ser på ham med et mildt udtryk ˺
Kan du mindes et lid{t}et ord, som du sa’, da du var
færdig, – færdig med mig og med vort barn?
\ nikker /
Kan du mindes det lille ord, Arnold?
Professor Rubek

(ser spørgende på hende)
Sa’ jeg dengang et lidet ord, som du husker endnu.
Irene
Ja, du gjorde det. Kan du ikke mindes det nu længer?
Professor Rubek
Nej så sandelig om jeg kan. Ikke nu i øjeblikket i alt
fald.
Irene
Du tog ˹begge˺ min˹e˺ ˹hænder˺ hånd og trykked de{n}m varmt. – ˹Og jeg stod der i åndeløs forventning˺ Og så sa’
du: Så får du ha’ så hjertelig tak da, Irene. Dette her, ˹sa’ du˺
har været en velsignet episode for mig.
Professor Rubek
ser tvilende ˹ud˺ på hende ˺
Sa’ jeg episode? Jeg bruger ellers ikke det ord.
Irene
.
Faksimile
Du sa’ episode –
Professor Rubek
Nå ja, men i grunden var det jo også en episode.
Irene
(kort)
det ord gik jeg fra dig.
Professor Rubek
Du tar alle ting så smærtelig dybt, Irene.
Irene

(stryger sig over panden)
Du kan ha’ ret i det. Lad os ryste det dybe og det tunge af
os.
Hun plukker bladene af en fjeldrose og strør dem i bækken)
{ <...> }Se der, Arnold. Der svømmer vore fugle.
Professor Rubek
Hvad er det for fugle?
Irene
Kan du ikke se det? Det er jo flamingoer. For de er ro-
senrøde.
Professor Rubek
Flaming{e}oer svømmer ikke. De bare vader.
Irene
Så er det ikke flamingoer da. Det er måger.
Faksimile
2{5}4.
Professor Rubek
Hvide {m}Måger med rødt næb.
(Plukker brede grønne blade og kaster dem ud)
Nu sender jeg mine skibe ud efter dem.
Irene
Men der skal ikke være fangstmænd ombor{g}d.
Professor Rubek
Nej, ingen fangstmænd.
Kan du huske den sommer vi sad sådan ˹udenfor˺ ved det lille
bondehuset ved Taunitzer See –
Irene
Lørdags aftenerne ˹ja˺, når vi var færdige med vort arbejde
for ugen –
Professor Rubek
– og rejste ud med jernbanen. Og blev derude sønda-
gen over.
˹
(med et hadfyldt glimt i øjet)
Det var en episode, Arnold.
˺
Da lod du også fugle svømme i bækken. Det var
vandliljer, <...> som du –
Irene
Hvide svaner var det.
Professor Rubek
Og jeg husker at jeg fæsted et stort loddent blad ˹foran˺ til en af
Faksimile

svanerne – –
Det var bladet af en Tusillag{ <...> }o kan jeg huske.
Irene
Så blev det til Lohengrins båd, ˹–˺ med svanen foran.
Professor Rubek
Hvor glad du var i den leg, Irene.
Irene
Vi legte den ofte om igen.
Professor Rubek
Hver eneste lørdag. Hele sommeren udover.
Irene
Du sa’ at jeg var svanen, som trak din båd.
Professor Rubek
Sa’ jeg det? Ja, det kan godt være. –
Nej, sé bare, hvor mågerne svømmer nedover{,} ˹elven˺ du.
Irene

(lér)
Og dine skibe strander.
Professor Rubek

(sætter mere løv i bækken)
Jeg har skibe nok i behold.
(Han følger løvet med øjnene og sætter flere blade ud)
Faksimile

Du Irene, – jeg har købt det lille bondehuset ved Tau-
nitzer See.
Irene
Har du det ˹købt det nu˺. – Du sa’ at ˹du˺ vilde købe det, hvis du havde
råd til det.
Professor Rubek
Siden fik jeg nokså god råd. Og så købte jeg det.
Irene
Boer du da nu ˹derude˺ i det huset?
Professor Rubek
Nej, det har jeg lad’t rive ned for længe siden. Og så
har jeg bygget mig en stor, prægtig, bekvem villa i ste-
det. Der er det vi plejer holde til om sommeren –
Irene
Du og din hustru? den anden dame?
Professor Rubek
Ja når vi ikke er på rejser som nu iår.
Irene

(peger bort over vidden)
Sé der, Arnold!
Nu går solen ned. Se bare hvor ˹varmt˺ rødt den lyser ˹på skrå˺
henover lyngtuerne.
Faksimile
Professor Rubek

(ser også bortover)
Det er længe siden jeg har set en solnedgang på fjeldet.
Irene
End en solopgang da?
Professor Rubek
En solopgang tror jeg aldrig jeg har set –
Irene
Jeg har engang set en vidunderlig dejlig solopgang.
Professor Rubek
.
Har du? Hvor var det? da?
Irene
Højt, højt oppe på en svimlende fjeldtop.
Du narred mig med derop og loved at jeg skulde få sé
al verdens herlighed, dersom jeg bare – ˹ (hun standser) ˺
Professor Rubek
Dersom du bare –? Nå?
Irene
Jeg gjorde, som du sa’. Fulgte med dig op i højden.
Og der faldt jeg på mine knæ og tilbad dig. Og tjente dig.
Da så jeg solopgangen.
Professor Rubek
Faksimile
25.
Kunde du ikke ha’ lyst til at rejse med o{g}s og bo hos os
i villaen dernede?
Irene
Sammen med dig – og den anden dame?
Professor Rubek
Sammen med di<...> mig – ˹lige-˺som <...> i de skabende dage. Lukke
op alt det, som er vredet i baglås i mig. Kunde du ikke
ville det, Irene?
Irene

(ryster på hodet)
Jeg har ikke nøglen til dig længer, Arnold.
Professor Rubek
Du har nøglen! Ingen uden du har den!
Hjælp mig, – så jeg kan få komme til at leve livet om
igen –!
Irene

(som før)
Tomme drømme. Ørkesløse drømme.
Vort samliv har ingen opstandelse i sig.
Professor Rubek

(rask besluttet)˹(kort afbrydende)˺
Så lad os bli’ ved at lege da!
Faksimile
Irene
Ja lege, lege, – bare lege!
(De sidder og strør løv og blomsterblade ud i bækken
og la’r dem svømme og sejle.)
(Op over bakken til venstre i baggrunden kommer
godsejer Ulfhejm og fru Maja i jagtudstyr. Efter dem
følger tjeneren med hundekobbelet) ˹som han fører videre ud til
højre˺
Professor Rubek

(får øje på dem)
Der går lille Maja ud med ørneskytten.
Irene
Din dame?
Professor Rubek
Ja min nye dame. ˹Eller den andens.˺
Fru { <...> }Maja

(spejder ˹undervejs˺ på vejen over vidden, får se de to ved bækken
og råber hen)
God nat, professor! Drøm om mig. Nu går jeg ud
på eventyr!
˹
Hvad skal det eventyr gå ud på.
˺
Professor Rubek

(råber tilbage)
God nat, fru Maja, – og lykke til – –
Faksimile
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Øverst på siden.]
[Forfatternote: x] Jeg vil sætte livet i stedet, for alt det andet.[HIS: Det er et referansetegn foran tilføyelsen, og et tilsvarende på neste side, men referansetegnene har sannsynligvis ingen forbindelse med hverandre.]
vil du, lille M.
Ja for jeg tror jeg er vågnet nu.
P. R.
Det lader ˹næsten˺ så.
˺
Godsejer Ulfhejm

(råber afværgende)
Hys, hys, lad være med de troldmandskunster˹ønsker˺ –!
Nu skal vi ud og skyde ørne – – ˹Ser De ikke vi s˺
Professor Rubek
Får jeg noget af fangsten, Maja?
Fru Maja
Du skal få en ˹rovfugl˺ ørn , som du kan modellere. – Jeg skal
vingeskyde en til dig.
Professor Rubek
Ja, vingeskyde, – af vanvare, – det ˹har længe været˺ er noget for dig det,
Maja.
Fru Maja
Å lad mig ˹bare herefter˺ skø{f}tte mig selv! Farvel, – og god som-
mernat på vidden!
Professor Rubek
˹ (lystig) ˺
Tak. Og al landsens ulykke over både jer og jagten!
Godsejer Ulfhejm

(skoggerlér)
Se, det er som det skal være!
Fru Maja
˹ leende ˺
Tak, tak, tak!
Faksimile
(De er begge komne over den synlige dél af vidden
og går ud til højre)
Professor Rubek

(efter et kort ophold)
Sommernat på vidden. Ja, det havde været livet.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre side, øverste halvdel av siden.]
Vil du en sommernat på vidden <...>
med mig?
Ja, ja [Forfatternote: x)] [HIS: Det er et referansetegn etter tilføyelsen, og et tilsvarende på forrige side, men referansetegnene har sannsynligvis ingen forbindelse med hverandre.]
Det blir bare en episode
Du min elskede hersker og herre
R
Å Irene –!
˺
Irene

(hurtig, hviskende)
Hys, – sé dig ikke om, Arnold!
Professor Rubek

(ligeledes sagte)
Hvad er det?
Irene
Et ansigt, som står og stirrer på mig.
Professor Rubek

(vender sig uvilkårlig)
Hvor (farer sammen) Ah –!
(Diakonissens hoved er kommet ˹halvvejs˺ til syne ˹mellem buskerne˺ ved opstignin-
gen til venstre. Hendes øjne er { <...> }ufravendt rettet mod dem)
Irene

(rejser sig)
Så må vi skilles da.
Nej, du skal bli’ siddende. Hører du! Du må <...> ikke
Faksimile

26.

følge med mig. ˹ Bøjer[HIS: ø mangler diakritisk tegn.] sig ned over ham og hvisker:
P gensyn inat. På vidden.˺
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Øverst, midt på siden.]
R
.
Vil du! ˹Og du kommer, Irene?˺
Ir.
Ja, jeg kommer. Vent mig her.
˺
Professor Rubek

(gentager)
Sommernat på vid{ <...> }den. Å Irene, – det ˹kunde ha’˺ havde været livet. ˹Og det har vi forspildt.˺
Irene
Det uoprettelige ser vi først, når – –
Professor Rubek

(ser forventningsfuldt på hende)
Når? Å, sig ˹mig˺ det, Irene.
Irene
Når vi døde vågner.
Professor Rubek
˹ (tungsindig) ˺
Ja, hvad ser vi d<...> så? egentlig?
Irene
Vi ser at vi aldrig har levet.
(Hun går henover mod bakken og stiger ned. Diakonis-
sen gør plads for hende og følger efter)
(Professor Rubek blir siddende ubevægelig ved bækken)
[Forfatternote: 23.8.99 Renskr. 10.11.99.]
Faksimile
Tredje akt.
[Forfatternote: 25.8.99 Renskr. 11.11.99.]
(Vildt, kløftet højfjeld med styrtende afgrunde ned
mod baggrunden. Snedækte tinder rejser sig til højre
og venstre og taber sig i drivende tåger og skyer.x Det er
tidlig morgen. Dagen gryr. Solen er endnu ikke oppe)
(Fru Maja Rubek kommer blussende rød og ophidset
nedover stenstyrtningen til venstre. Godsejer Ulfhej{n}m
følger halvt vred halvt léende efter hende og holder he{d}n-
de fast i ærmet)[Forfatternote: xTil venstre i forgrunden ligger en liden, halvt
sammenfalden hytte]
Fru {m}Maja

(forsøger at rive sig løs)
Slip mig! Slip mig, siger jeg –!
Godsejer Ulfhejm
Nå nå, – det mangled bare at De skulde bide. De er jo så
arrig som en jærv –
Fru Maja

(slår ham over hånden)
Faksimile
Vil De så slippe, har jeg sagt! Og være rolig –
Godsejer Ulfhejm
Nej så min sæl om jeg vil!
Fru Maja
Ja, så går jeg ikke et skridt længer med Dem. Hører De,
ikke et eneste skridt –
Godsejer Ulfhejm
Ho, ho, – hvorledes vil De slippe fra mig her på fjeldet?
Fru Maja
Jeg springer lige ud over f bergvæggen derborte, om
det så skal være –
Godsejer Ulfhejm
Og maser og knaser Dem ˹sønder og˺ sammen til hundeføde[HIS: Diakritisk tegn mangler]
˹lækkert˺ dejlig blodig –
(slipper hende)
Vær så god. Spring nu udover bergvæggen, hvis De
har lyst. ˹Der er svimlende brat. Bare en ˹trang fod gang˺sti, som er næsten u-
fremkommelig.˺
Fru Maja

(ser på ham med vrede øjne)
Jo, De er en dejlig en at gå på jagt med.
Godsejer Ulfhejm
Sig heller: at drive sport med.
Faksimile
Fru Maja
Kalder De dette her for sport?
Godsejer Ulfhejm
Ja jeg ta’r mig den frihed. Det er slig sport, jeg liker
bedst
Fru Maja

(med et nakkekast)
Nå, det må jeg si’e –!
(lidt efter; sér prøvende på ham)
Hvorfor slap De hundene løs deroppe?
Godsejer Ulfhejm

(smiler)
For at de kunde få jage lidt på egen hånd, skønner
De vel.
Fru Maja
Det er slet ikke sandt! Det var ikke derfor De slap
dem.
Godsejer Ulfhejm

N
(smiler fremdeles)
Nå, hvorfor slap jeg dem da? Lad os høre –
Fru Maja
De slap dem fordi De vilde være h{ <...> }undetjeneren kvit.
Faksimile

27.

Han skulde løbe efter og fange dem ind igen ˹sa’ De˺; og imens
så –
Godsejer Ulfhejm
– og imens så –?
Fru Maja

(kort afbrydende)
Det kan være det samme.
Godsejer Ulfhejm

(smiler fremdeles og sænker stemmen)
Lars finder dem ikke. Det kan De trygt bande på. Han
kommer ikke med dem før ˹tiden er inde˺ vi er nede på sanatoriet igen.
Fru Maja
Nej det gør han visst ikke.
Godsejer Ulfhejm

(griber efter hendes arm)
For Lars – han kender mine ˹–˺ sportsvaner, han sér De.
Fru Maja

(undviger og måler ham en stund med øjnene)
Véd De hvad De ligner for noget, godsejer Ulfhejm?
Godsejer Ulfhejm
Jeg tænker ˹vel at˺ jeg ligner ˹nærmest˺ ikke noget andet end mig selv.
Fru M{gg}aja
Faksimile
Nej det har De ganske ret i.
For De ligner livagtig en faun.
Godsejer Ulfhejm
En faun –?
Fru Maja
Ja netop en faun.
Godsejer Ulfhejm
En {F}faun, – er ikke det et slags dyr – eller eller en slags
skogdævel at kalde for?
Fru Maja
Jo akkurat slig en som De er; en som har både bukke-
skæg og bén som en gedebuk. Og så har faunen horn også.
G{ <...> }odsejer Ulfhejm
Horn? Har han også horn?
Fru Maja
Et par fæle horn ligesom De, ja.
Godsejer Ulfhejm
Kan De sé de horn, jeg har?
Fru Maja
Ja, jeg synes grangivelig jeg kan sé dem.
Godsejer Ulfhejm

(tager hundesnoren frem)
Faksimile
Så er det bedst at jeg binder Dem da.
Fru Maja
Vil De binde mig –!
Godsejer Ulfhejm
Skal jeg være dævel så lad mig være dævel –. Ja så
da! Så De kan sé hornene også.
Fru Maja
Så, så, så, – vær nu pænt rolig, så går vi nedover til hotellet –
Godsejer Ulfhejm
Hvor tænker De at De kan komme ned?
Fru Maja
Et steds må vi vel finde en nedgang.
Godsejer Ulfhejm
Bevar’s vel, en nedgang er her lige ved.
Fru Maja
Nå ser {d}De –
Godsejer Ulfhejm
Men prøv De bare om De kan gå den.
Fru Maja
Tror De ikke?
Godsejer Ulfhejm
Aldrig i verden. Ikke uden min hjælp.
Faksimile
Fru Maja
Nå så hjælp mig da. Kom så bare. ˹Hvad skal jeg ellers bruge dem til?˺
Godsejer Ulfhejm
Får jeg ta’ Dem og bære Dem på armene –?
Fru Maja
Er de ble’t rent ˹splitter˺ gal {!}nu!
Godsejer Ulfhejm

(i indre oprør)
Jeg tog engang e{n}t ungt ˹tøsebarn og˺ kvinde , løfted hende op og bar
hende på mine arme. På hænderne bar jeg hende. Vilde
bære hende slig gennem hele livet; – på det, at hun ikke
skulde støde sin fod på nogen stén. For hun havde ˹svært˺ tynd-
slidte sko den ˹tid˺ dag jeg fandt hende –
Fru Maja
Og ˹alligevel˺ så tog De hende o{ <...> }p og bar hende på hænderne?
Godsejer Ulfhejm
˹Tog hende op af skidtet og bar hende som jeg højest ˹og varligst˺ kunde˺ Gjorde så.
Og véd De, hvad jeg fik til tak for det?
Fru Maja
Nej. Hvad fik De da?
Godsejer Ulfhejm

(ser på hende, smiler og nikker)
Hornene fik jeg. Hornene, som De grangiveligt kan sé.
Faksimile

28.

Er ikke det en pudsig historie?
Fru Maja
Å jo; nok så pudsig. Men jeg véd en anden historie, som
er end{nu}da pudsigere.
Godsejer Ulfhejm
Hvorledes er den da?
Fru Maja
Den er sådan. Der var engang et dumt pigebarn, som
havde både far og mor. Men et fattigt hjem at være i.
Så kom der en stormægtig herre til dette fattige hjemmet.
Og han tog pi og gifted sig med pigebarnet og rejste langt
bort med hende – ˹lokked hende langt bort med sig˺
Godsejer Ulfhejm
Vilde hun gerne det da? rejse med ham?
Fru Maja
Ja for hun var dum, sér De.
Godsejer Ulfhejm
Og han var sagtens e{n}t rigtig dejlig˹t˺ mandfolk?
Fru Maja
Å nej, han var slet ikke så overvættes dejlig heller.
Men han loved at han skulde ta’ ˹hende˺ mig med op på et
højt berg og vise hende al verdens herlighed – ˹hvor der var lys og solskin over al måde.˺
Faksimile
Godsejer Ulfhejm
Så han var bergstiger – han – den manden?
Fru Maja
Ja, han var det, ˹–˺˹sin vis da.˺ en måde –
Godsejer Ulfhejm
Og så tog han hende med sig op –?
Fru Maja
Ja han tog hende. Men da de vel var kommet did op
da så hun slet ingen herlighet. Bare våde, vællende
tåger. Synes hun da. Er ikke det også en ˹ganske˺ pudsig
historie?
Godsejer Ulfhejm

(ser en stund på fru Maja).
Hør mig her – –
Fru Maja
Nå? Hvad er det n{ <...> }u igen?
Godsejer Ulfhejm
Skulde ikke vi to slå vore pjalter sammen?
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre side, nedeste del av siden.]
Nej De er god, De.
Prøve[HIS: Diakritisk tegn mangler] på at lappe dem ˹hist og her˺ sammen
så at du vi kunde få ligesom
et slags menneskeliv ud af det.
˺
Fru Maja
Og når så de pja stakkers pjalterne var rent ud-
slidte, – hvad så?
Godsejer Ulfhejm
Faksimile
Så står vi der som de, vi <...> selv er.
Fru Maja

De med <...>
(lér)
De med Deres bukkebén, ja!
Godsejer Ulfhejm
Og De med Deres –. Nå, lad gå!
Fru Maja
Ja kom, – lad os gå.
Godsejer Ulfhejm
˹Stop!˺ Hvor hen {?}kammerat?
Fru Maja
Ned til hotellet vel.
Godsejer Ulfshejm
Og så bagefter?
Fru Maja
Så siger vi hinanden pænt farvel og tak for følget.
Godsejer Ulfheim
Kan vi skilles, vi to? Synes De, vi kan skilles?
Fru Maja
Ja De fik da ikke bundet mig, véd jeg.
Godsejer Ulfhejm
Jeg har et slot at byde Dem
˹
Fr. Maja
Mage til det der?
˺
Faksimile
Fru Maja
Al verdens herlighed kanske?
Godsejer Ulfhejm
Et slot siger jeg –
Fru Maja
Tak! Slotte har jeg fåt nok af.
Godsejer Ulfhejm
– {M}med prægtige jagtmarker milevidt omkring.
Fru Maja
Er der kunstværker også i det slottet?
Godsejer Ulfhejm
˹ langsomt ˺
Nej kunstværker er der rigtignok ikke ˹– men˺
Fru Maja
˹ (lettet) ˺
Nå, det var endda godt.
˹Godsejer˺ Fru Maj ˹Ulfhejm˺
Ja vil De så gå med mig, – så langt og så længe, jeg kræver?
Fru Maja
Der er en stor rovfugl, som sidder vagt over mig.
Godsejer Ulfhejm
˹Ham˺ Den skyder ˹vi˺ jeg ned en kugle i vingen –
Fru Maja

(ser et øjeblik på ham og siger besluttet)
Faksimile
29.
Kom så og bær mig ned{over} gennem dybet.
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Øverst på siden.]
Det er højeste tid. Tågen er over os. –
M.
Er vejen farlig?
U.
Tågen er værre.
˺
(Hun går hen mod fjeldkløften og ser ned, men farer
så hæftig tilbage)
Godsejer Ulfhejm

(lér og går hen til hende)
Nå, svimler det lidt for Dem?
Fru Maja
Ja, det også. Men sé udover. De to som kommer!
Godsejer Ulfhejm

(bøjer sig udover bergvæggen)
Det er rovfuglen og den blege dame.
Fru Maja
Kan vi ikke ˹slippe forbi˺ undgå dem.
Godsejer Ulfhejm
Umuligt. Stien er for trang. Og her er ingen anden.
Fru Maja

Ja
(besluttet)
Ja ja, så lad os vente dem her da.
Godsejer Ulfhejm
Vel talt, fru Maja.
(Professor Rubek og Irene kommer op over dybet i
baggrunden. Han har sit plæd over skuldrene hun
Faksimile

en lys <...> selskabskåbe kastet løselig over sin hvide
dragt) og en svanedunshætte over hodet. Begge har
de ˹en˺ lange bergstokke i hånden)
Professor Rubek

(endnu kun halvt synlig over fjeldkanten)
Hvad! Maja, skal vi ˹to˺ mødes her! ˹endnu en gang?˺
Fru Maja
Til tjeneste. Vær så god og kom nærmere.
(Professor Rubek stiger helt op og rækker hånden til
Irene, som også kommer helt op på højden)
Professor Rubek
Jeg hørte nede i hotellet at du skal ha’ været borte hele
natten.
Fru Maja
På jagt, ja. Det véd du jo. Jeg fik jo lov af dig selv.
Godsejer Ulfhejm

(som har stirret udover {)}dybet)
Er ˹De og damen kommet helskindet˺ De gået op over den sti{ <...> }en der?
Professor Rubek
Ja det så De jo.
Godsejer Ulfhejm
Og den fremmede dame også?
Faksimile
Professor Rubek
Ja, forstår sig.
(med et blik til Maja)
Den fremmede dame og jeg agter ikke at gå på skilte
veje herefter.
Godsejer Ulfhejm
Véd De at det er en dødsens vej, De er kommet –?
Professor Rubek
Vi to prøvte den nu alligevel. For den så ikke videre
slem ud i førstningen.
Godsejer Ulfhejm
Nej i førstningen er ingenting slemt. Men så kan
en komme til et st{é}ed, hvor en hverken véd frem eller
tilbage. Og så står en ˹fast˺ der , herr professor. ˹Bergfast, som
vi skytter kalder det.˺
Professor Rubek

(smiler og sér på ham)
Skal dette her betyde vismands tale herr gods-
ejer?
Godsejer Ulfhejm
Nej vorherre bevare mig for at føre vismands tale.
Fru Maja

(afbrydende)
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Nederst på siden.]
Men ser De da ikke at uvejret er over os. ˹Hører˺ Mærker De
ikke vindstødene[HIS: Diakritisk tegn mangler]?
Se ˹bare˺ hvor skyerne vælter sig! De sænker
sig ned over os. Snart legger de over ˹omkring˺ os som et liglagen.
Det lagen kender jeg.
˺
Faksimile
Var det ikke et underligt træf at vi fire skulde mødes
her midt på vilde fjeldet? ˹Men sé så til hvorledes De
kommer ned igen,˺
Professor Rubek
Du med en ørneskytte og jeg med –
(til Irene)
– ja, hvad møder jeg med?
Irene
Med en skudt ørn.
Fru Maja
Skudt?
Irene
Vin{d}geskudt, fru professor.
Fru Maja
.
Rubek, – jeg synes det { <...> }er noget godt og forsonende
dette, at vi træffes her for sidste gang.
Professor Rubek
Mødes aldrig mere. Hvis du vil som jeg.
Fru Maja
Mere end gerne vil jeg det.
Godsejer Ulfhejm
Så er alting godt. Jeg havde jo helst røvet hende –
med magt – med vold – men det får nu være –.
Faksimile
30.
Fru M.

(trækker i ham)
Lad os se at komme ned.
G. Ulf.

(til pr. R.)
Jeg kan ikke hjælpe flere end en ˹mens stormvejret står på˺. Hold til i hytten
der sålænge. Så sender jeg folk op og henter Dem
Irene

<...> (i skræk)
Henter os!
Ulf.
Tar Dem med magt om det trænges. For det
står om liv og død her. Nu ved De det.
(til fru M)
Kom så – og giv Dem trøstig i min vold.
(han begynder at stige ned.)
Fru M.

(klynger sig til ham)
Å hvor jeg skal juble og synge, hvis jeg slipper
helskindet ned.
Ulf.
Vent altså i Jagthytten til f<...> mændene kommer
Faksimile

og henter Dem.
(Ulf med fr. M. <...> i armene stiger ned i dybet)
Irene

(ser med skrækslagne øjne på[HIS: Diakritisk tegn mangler] pr. R)
Der vil komme mænd op og hente mig. Mange mænd.
˹ Og h<...> vil komme –˺
Pr. R
Vær rolig, Irene!
Ir.
˹ i stigende rædsel ˺
Og hun, den sortklædte vil komme. Og gribe mig.
Og lægge mig i spændetrøjen. For den har hun
med sig i kufferten.
Pr. R.
Ingen skal røre dig.
Ir.
˹ (smiler) ˺
Nej, det har jeg ˹selv˺ et middel imod.
Pr. Rub.
Hvilket mid{ <...> }del, mener du?
Ir.

(drager kniven frem)
Denne her.
Pr. R

(griber den efter den)
Faksimile
Har du kniv –!
Ir.
Altid, alti{g}d. I sengen også.
Pr. R.
Giv mig den kniven, Irene.
Ir.

(gemmer den)
Du får den ikke. Den kan jeg så godt få brug
for.
Pr. R.
Hvad vil du bruge den til her?
Irene
Den var bestemt for dig
Pr. R.
For mig!
Ir.
Da vi sad ˹udenfor bondehuset ved T. See og legte i aftes˺ ved bækken dernede i aftes –
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Nederst, på høyre side.]
R
Udenfor?
Og legte med svaner og vand-
liljer –
˺
Pr. R.
Hvad så, – hvad så?
Irene
˹Og da jeg ˹så˺ tænkte på at jeg ikke var andet end en episode i dit liv –˺ ˹da˺ Da havde jeg den ˹kniven˺ fremme – for at støde den i
ryggen på dig.
˹
P. R.
Det var dig som sa’ det, ikke jeg
˺
Faksimile
Pr. R.
Og hvorfor stødte du så ikke til?
Ir.
Fordi det gik forfærdende op for mig at du alt
var død.
Pr. R.
Død?
Irene
˹ (toneløst) ˺
Død. Død, du som jeg. ˹Vi sad der, vi to lig, ˹–˺ og legte
med hinanden.˺
Pr. R.
Jeg kalder det ikke død. Men du forstår mig ikke.
Ir.
Hvor er da det brændende begære efter mig, som
du stred og kæmped imod, da jeg stod fri frem for
dig som den opstandne kvinde?
Pr. R.
Vor kærlighed er visselig ikke død, Irene.
Irene
Den kærlighed, som er jordlivets, – ˹det dejlige, vidunderlige jordlivs, –˺ den er død i
os begge.
Pr. R

(lidenskabeligt)
Faksimile
30.
a)+
Fru Maja
Så vil jeg da sige dig farvel, Rubek.
Professor Rubek
Jeg har øvet en stor synd imod dig. Jeg har også taget
dig med magt og vold –
Fru Maja
Ja dengang du købte mig –
Professor Rubek

(nikker)
– købte dig, trods alt det gærende friluftsliv i dig
Godsejer U
Fru Maja
Og når du nu så let ˹og freidigt˺ løser mig så er det fordi du selv
vil være fri.
Professor Rubek
Ja jeg kunde ikke bære det længer.
Fru Maja
Havde vi ikke været ægteviede, som folk kalder det,
så havde du båret det længer –
Professor Rubek
Du også! Du også Maja. Dage og nætter har du angret.
Godsejer Ulfhejm
Faksimile
Tænk ikke på det nu. Her mødtes vi og her skilles
vi. Her vil vi holde gilde.
Fru Maja
Gilde her? Hvor ta’r De champagnen fra, herr gods-
ejer.
Godsejer Ulfhejm
Champagne? Skal det absolut være champange?
Fru Maja
Mindre kan ikke gøre det!
Godsejer Ulfhejm
Nå så skal De også min, sjæl og salighed, også få den!
(Han tager en nøgle op af lommen, lukker døren op
til jagthytten og går ind)
Fru Maja

(ser efter ham)
Hvad er det nu han vil?
Professor Rubek
Han rasler med knive og gafler. Og med glasse. Han
bereder gilde for os.
(Godsejer Ulfhejm kommer ud med en dækket brikke
med vinflasker og kold servering og sætter det fra
sig på stenbordet)
Faksimile
Fru Maja
Men hvad i al verden –!
Godsejer Ulfhejm
Herskaberne får tage til takke. Egentlig var det bare
beregnet for to. Men gæsterne er velkomne.
Ulfhejm åbner en champagneflaske)
Fru Maja

(halvt sagte)
Å De lave forbryder!
˹ [HIS: Plassering av tilføyelsen: Høyre marg midt på siden. Mulig innføyningstegn (en diagonal strek) fra tilføyelsen og opp til sceneanvisningen tre linjer over.]
(sagte)
Lars er god. Han kender
mig. Sørger for alting.
˺
Godsejer Ulfhejm
Ikke klandre jagtkammeraten.
(skænker i glassene)
Bare beregnet for to, som sagt. Vi mandfolk må
hjæpe os med ølglasse.
(byder om og løfter sit glas)
Skål, mine herskaber!
(til Maja)
Hva skal det være for en skål, ærede dame?
Fru Maja
Frihedens skål skal det være!
(hun tømmer glasset i et drag.
Professor Rubek
Faksimile
Ja lad det være frihedens skål.
(han drikker ud)
Irene
Og skål for den modige, som tør bruge den.
(hun nipper til glasset og slår resten ud på jorden)
Godsejer Ulfhejm
Tak for skålen, frue. Jeg ta’r den til mig. For jeg har
aldrig manglet mod til at bruge friheden!
(han drikker ud og fylder glassene på ny)
Og så en skål for jagten efter det nye liv! Jeg har et slot
at byde den som følger mig –
Fru Maja
Ikke noget slot! Vil ikke eje det!
Godsejer Ulfhejm
Kan tidsnok komme så. Om et år eller to er det kan
ske fløjten – med alt det øvrige.
Fru Maja
Hurra! Så er vi helt fri
(tømmer glasset)
Godsejer Ulfhejm
Så har vi bare hytten her igen.
Fru Maja
Faksimile
31.
a)
Véd du vel, at den ˹kærlighed˺ syder og brænder i mig så hedt
som nogenside før.
Irene
Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?
Pr. R.
Vær for mig, hvem du vil. For mig er du den
kvinde, jeg drømmer at sé i dig.
Ir.
Jeg har stået på drejeskiven, – nøgen – og vist
mig frem for mange hundreder af mænd – efter
dig.
Pr. R.
Det var mig, som jog dig op på drejeskiven, –
forblindet, som jeg va dengang var. Jeg som stilled
det døde {b}lérbilled over livets, – over kærlighedens
lykke.
Ir.
For sent. For sent.
Prof. R.
Ikke et hårsbred har alt det, som ligger imellem,
forringet dig i mine øjne.
Irene.
˹ med hævet hoved ˺
Faksimile
Ikke i mine heller.
Pr. R.
Ja hvad så! Så er vi jo fri. Og det er endnu tid
for os at leve livet, Irene.
Ir.
˹ ser tungt på ham ˺
Livsbegæret døde i mig, Arnold. Nu er jeg op-
standen – og ˹så˺ sér ˹jeg˺ at du og livet ligger lig – lige-
som jeg har ligget.
Pr. Rub.
Å hvilken vildfarelse. Livet i os og omkring os
gærer og bruser som før!
Ir.

(smiler {)}tungt)
Din unge opstandne kvinde ser hele livet lig-
ge på ligstrå.
Pr. R.

(slår armene voldsomt om hende)
Så lad os to døde leve livet en eneste gang før
vi går ned i vore grave igen!
Irene

(med et skrig)
Arnold!
Faksimile
Pr. R.
Men ikke hernede i halvmørket, – hvor det tunge
våde lin blafrer omkring os –
Ir.
˹ (henreven, i lidenskab) ˺
Nej nej, – op i lyset og i al den ˹glitrende˺ tindrende her-
lighed – op til for{j}gættelsens tinde!
Pr. R.
Der oppe vil vi fejre vor bryllupsfest, Irene,
du min elskede.
Irene.
˹ (stolt) ˺
Solen må gerne sé på os, Arnold.
Pr. R.
Alle lysets <...> og alle mørkets magter må
gerne sé { <...> }på os. Og alle mørkets også.
(griber hendes hånd)
Vil du så følge mig, du min benå{g}delses
brud.
Ir.
Jeg følger villigt og gerne min hersker og herre
Pr. R.
˹ (drager hende med sig) ˺
Gennem tågerne må vi først.
Ir.
Faksimile
Ja, gennem ˹alle˺ tågerne. Og op til tårnets tinde, som ly<...>
ser i solopgange{r}n!
Tågen v<...> sætte sænker sig tættere og tættere
om landskabet. Pr. R. ˹med˺ og Irene ved hånden sti-
ger op over snebræen til højre og forsvinder snart
inde i de lave skyer. Hvas{ <...> }se stormstød jager
gennem og hviner gennem luften.
(Diakonissen kommer frem oppe i stenstyrtnin-
gen til venstre. Hun standser der og ser sig taus
og spejdende omkring)
Fru M.

(høres juble og synge fjernt nede i dybet)
Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!
Mit fangenskabs liv er forbi!
Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!
(Pludselig høres en tordenlignende larm oppe
fra snébræen. Den glider og hvirvler i rasende
fart nedo{ <...> }ver. Professor R. og I. skimtes ˹utydeligt˺ at hvirvles
at hvirvles med i snémasserne og begraves i dem<...>
Diakonissen

(udstøder et skrig, strækker armene mod
de faldende og råber)
Faksimile
31.
a)
Den kan vi sætte ild på. Brænde det ned hvad dag
vi vil.
Godsejer Ulfhejm
Men føst leve – leve derinde!
Fru Maja
Leve det nye liv, ja!
Ulfh.
Og nu tar vi afsked.
Prof. R
Vi mødes[HIS: diakritisk tegn mangler] vel nede i hotellet.
Ulf.
Knapt nok. Inden De kommer ned, er jeg borte.
Prof. R
Går du med, Maja?
Fru M.
Ja, jeg går med.
Prof. R
Og vi går videre indover fjeldet.
Ulf.
Skulde vi ikke advare ham?
Fru M

(kæmper et øjeblik med sig selv)
Faksimile
Nej. Lad ham selv vælge sine veje.
Ulfh.

God
(løfter på hatten)
God vandring mellem fjeldene.
(Der veksles stumme hilsener fra begge si{g}der. Ulfhejm
og fru Maja stiger nedover styrtningen i baggrunden)
Ulfh.
Træd varsomt. Det er dødsens vej vi går.
Fru M

(mellem spøg og alvor)
De får bære ansvaret for os begge.
(De klattrer videre nedover og sés ikke længere)
Prof. R
˹ (ånder lettet) ˺
˹
Nu er jeg fri!
˺
[HIS: Usikkert om tilføyelsene tilhører Majas eller Rubeks replikk.]
Så let og frejdig kunde hun gå bort fra mig.
Irene
Hun er vågnet.
Prof. R
Vågnet? af livets dybe sø
Irene
Af livets dybe, tunge søvn. Alt som hun stiger ned
i kløften, så bæres hun opad imod lyse, hjemlige højder,
– uden at hun selv ved af det.
Faksimile
Prof. R.
For mig er hun død. Lad hende så leve ˹–˺ eller hvil{ <...> }e.
Irene
Har du ikke myrdet hende lidt hver dag – i samlivet?
Prof. R
Jeg?
Irene
Således som du myrdet h mig lidt hve˹r˺ daget. Suget
blodet af hende også – for at nære dig selv –
Prof. R.
Aldrig! Mod dig har jeg forsyndet mig. Men aldrig
mod hende. Aldrig mod nogen anden.
Irene
Så blev kanske just det d{ <...> }øden for hende.
Prof. R.
Ingen anden i verden kommer os ved. Nu kan vi helt være
alt for hinanden.
Irene
Nu!
Prof. R.
Ja nu. Kom, Irene, før vi rejser hjem vil vi stige op på tinden
der og sé langt ud over landet og al dets herlighed.
Faksimile
Irene
Der glider drivende skyer om fjeldsiden
Prof. R.
Men tiden rager op over dem.
Irene
Og did vil du op?
Prof. R
Sammen med dig. Leve opstandelsens dag og skabe den
om igen i en ny lignelse, – i din lignelse, Irene.
Irene
I min –?
Prof. R
I din, således som du nu er.
Irene
Og véd du, hvorledes jeg nu er?
Prof. R
Vær som du vil. For mig er du den, jeg tror at sé i
dig.
Irene
Jeg har ståt på drejeskiven ˹i elektrisk lampelys, ˹under˺ <...> brusende fanfarer˺, nøgen, og vist mig frem
for hundreder af mænd – efter dig.
Prof. R
Faksimile
32.
a)
Irene!
(står en stund taus, så slår hun kors foran
sig i luften og siger)

Pax vobiscum!
(Fru Majas jubel og sang lyder endnu
fjernere op fra dybet.

[Forfatternote: Færdig 21.11.99.]
Faksimile
Faksimile
32.
a)
Det var mig, som jog dig op på drejeskiven, – forblindet, som
jeg dengang var. Jeg som stilled det døde lérbillede over livets
– over kærlighedens lykke { <...> }– ikke et hårsbred har det forrin-
get dig i mine øjne.
Ikke Irene
˹Så er vi fri. Og det er endnu tid at leve livet.˺ Ikke i mine heller. Men livsbegæret døde i mig. Nu
er jeg opstanden og ser at ˹du og˺ livet ligger lig{.} ˹ligesom jeg˺ Hele livet ligger
på ligstrå –
(Sk{ <...> }yerne sænker sig langsomt ned som en klam tåge)
Se hvor linet sænker sig ned over os også! Men jeg vil
ikke dø om igen, Arnold! – Frels mig! Frels mig, om du
kan og vil det!
Prof. R.
Ovenover tågerne skimter jeg fjeldtinden. Den står
der og glittrer i solopgangen – did må vi op – gennem
nattetågen op i morgenlyset.
(Tågerne sænker sig tættere og tættere ned over
landskabet. <...> R. og Irene stiger ind i tågesløret og
taber sig mere og mere)
(Diakonissens hoved, spejdende, kommer tilsyne i en rift i tågen)
Øverst oppe over tågehavet lyser fjeldtin{g}den i morgensolen)
[Forfatternote: 21.9.99.]
Faksimile
Faksimile
Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her